I den kommende uge finder 2 betydningsfulde begivenheder sted indenfor mikrofinans.
I Nairobi er der afrikansk mikrokredit-topmøde fra den 7. til den 10. april med over 2.000 delegerede fra 40 lande.
Og den 7. april lanceres det nydannede Dansk Forum for Mikro-finans ved en festlighed på CBS (Handelshøjskolen) i København.
U-landsnyt vil bidrage med et indlæg om mikrofinans i Afrika, som bringes i dag og i morgen et om mikrofinansens rolle i dansk u-landsbistand.
Af Christian Sørensen
Program-koordinator i ADRA Danmark og tovholder på u-landsnyt.dk
Mikrofinans er blevet stort. Der er 130-150 millioner fattige verden over, som aldrig ville kunne gå ind i en bank, men som i dag kan få mikro-lån eller deponere deres opsparing i en mikrofinans-institution – MFI.
Mikrofinans er størst i Asien, men Afrika er ved at komme med. Den er fattigdomsorien-teret, den er bæredygtig – og så er den privatsektor. Mikrofinansen ligger lige til Søren Pinds højre fod.
Historien
Historien går tilbage til Grameen-bank i Bangladesh, som blev oprettet af Prof. Mohamed Yunus i 1976. Han påviste at de fattige kunne spare op, tage lån og ydermere var gode tilbagebetalere. Garantien for lånene var en kombination af egen opsparing og socialt pres i den solidaritets-gruppe, som mange mikrofinans-kunder er medlem af.
Grameen-bank voksede og har i dag omkring 9 millioner medlemmer. Metoden blev kopieret eller genskabt i mange andre lande – især i Asien, fulgt af Latinamerika og Afrika. Der er også MFIer i de udviklede lande, f.eks. blandt de fattige i USA, hvor Grameen-bank faktisk har en navnesøster.
I 1997 holdtes det første mikrokredit-topmøde i Washington. Bangladesh var foregangslandet. Dets daværende præsident var til stede, og det var også alle de store udviklingsorganisationer. Her var endelig et middel til fattigdomsbekæmpelse, som virkede.
Den private sektor var der også, f.eks. American Express, som så muligheden for kreditkort til millioner af verdens fattige. Det officielle USA jublede, for dette var jo også den amerikanske drøm: man arbejder sig selv ud af fattigdom ved at spare op, tage små lån. Daværende præsidentfrue, Hillary Clinton, fortalte begejstret om sit møde med små erhvervskvinder i Indien.
Der blev også rejst kritik, selv om det måtte foregå i et lejet lokale uden for topmødets dagsorden. Lokalet var stopfyldt. Kritikken gik på mikrofinansen som vidundermiddel. Fattigdom er kompleks. Der skal mere til at bekæmpe den end små lån. Den debat foregår stadig.
Derudover var der 2 påfaldende observationer ved dette topmøde: Afrikas meget svage repræsentation og en endnu svagere repræsentation fra nogle af de europæiske lande, deriblandt Danmark.
Danidas blad, “Udvikling”, udgav kort tid efter topmødet et særnummer om mikrofinans. Men det var også noget af det første, der i det hele taget var skrevet på dansk om emnet.
Mikrofinans i Afrika
De afrikanske deltagere var så få, at de kunne sidde omkring et bord, hvad de også gjorde i pauser og til småmøder. Der var repræsentation fra Kenya, Etiopien og nogle få andre lande.
På det tidspunkt havde den største mikrofinans-organisation i Afrika omkring 40.000 kunder. Det er ikke stort i mikrofinansverdenen, men var endda betydeligt større end den næststørste. Afrika vakte mildest talt ikke opsigt i den forsamling.
Men siden er Afrika kommet med. Der blev i en årrække lavet kopier af Grameen-bank med Etiopien og Kenya som foregangslande. Og det virkede. Sektoren begyndte at vokse.
I dag er der tæt på 8 millioner medlemmer af MFI’er i Afrika. Afrika har nu sine egen mikro-finans-banker, f.eks. Equity bank og K-REP bank i Kenya. Og i dag har 27 afrikanske lande en eller anden form for mikrofinas-lovgivning.
Samtidig er mikrofinansen blevet differensieret. Der er mikro-forsikring, mikro-leasing, mikro-pengeoverførsel – som i øvrigt er en kæmpe-succes i Kenya, hvor der flyttes 20 milliarder kroner om måneden via mobil-telefon i form af småbeløb.
I Afrika er MFI’erne koncentreret omkring byerne. Det er de små mikro-erhvervsdrivende i den uformelle sektor i byerne og slumkvartererne, som især er deres kunder. Og de udgør stadig et voksende marked, som MFI’erne ikke har mættet.
Men en stor del af de endnu fattigere, og især de store mængder af fattige på landet er ikke rigtig kommet med. Det er for dyrt i administration at skulle tage rundt i landsbyerne og indsamle små opsparingsbeløb og inddrive tilbagebetalinger på små lån i størrelsesordenen 100-500 kr.
I Kenya har nogle få MFIer sat 5,000 KES (= 400 kr) som det laveste beløb en kunde kan låne. For de fleste andre er undergrænsen højere.
’Opsparings-revolutionen’
Mikrokredit-topmødet i Nairobi i den kommende uge bliver holdt, mens en ny bevægelse er på vej – udenfor den formelle mikrofinansesektor. ’Opsparingsrevolutionen’ er den blevet kaldt. Og den foregår ikke mindst i landdistrikterne.
Behovet for finansiel service i landdistrikterne i Afrika, hvor hovedparten af befolkningen bor, har ført til udvikling af nye former. Det er især i form af spare-lånegrupper og landsbybanker.
Spare-lånegrupper
En spare-lånegrupper består typisk af 10-20 kvinder, men også mænd kan være med. De mødes en gang om ugen eller hver fjortende dag og indbetaler hvert et fastsat beløb til en fælles kasse. Det kan være helt ned til 1 krone ellert 50 øre per medlem om ugen.
Efter et stykke tid kan medlemmerne tage små lån, som betales tilbage med renter. Gradvis vokser gruppens kapital. Alt efter hvilke regler gruppen har vedtaget kan kapitalsummen deles. Det sker typisk i begyndelsen af landbrugssæsonen, hvor der er brug for penge. Derefter starter gruppens medlemmer igen med at bygge kapitalen op.
Det er altså ikke lånene, som driver disse grupper, men medlemmernes egen opsparing. Grupperne er selvkørende og selvfinansierende. Der skal nogen støtte til i form af oplæring og rådgivning, men det er en relativ billig form for støtte – typisk kanaliseret gennem NGOer.
4 større internationale NGOer, som fokuserer på denne form for støtte, har beregnet, at deres investering af ca. 25 USD (= 130 Kr) per medlem har ført til, at der i dag er 1,5 millioner afrikanere – hovedsagelig kvinder, hovedsagelig småbønder – som er organiseret i spare-lånegrupper. Og tallet er voksende – kraftigt voksende.
At kalde det en opsparingsrevolution er dog nok at gå for vidt, for uformelle opsparingssystemer har eksisteret i generationer i Afrikas landsbyer. Men det er først indenfor de seneste år, at der er udviklet metoder til systematisk at støtte disse. Det er det, som er revolutionerende.
Landsbybanker
En typisk landsbybank i Afrika er en lille bygning med 2 rum. Det ene har et pengeskab, skabe og en disk – her foregår transaktionerne. Det andet rum bruges til lager eller møderum.
Landsbybankens regler er ofte hængt op på væggen. Medlemstallet ligger typisk mellem 300 til over 1000. Medlemmerne indsætter deres sparepenge og tager lån efter regler, som de selv har vedtaget – i princippet ligesom spare-lånegrupperne, men blot større.
Det er svært at finde ud af antallet af landsbybanker i Afrika, fordi de eksisterer under så mange forskellige former og navne.
I Kenya er der ca. 70 landsbybanker under betegnelsen Financial Service Associations med over 70.000 medlemmer. Ghana har 135 Rural and Community Banks med over 1 million kontohavere.
Der er i alt registreret 18.220 andelskasser i Afrika med 20 millioner medlemmer og en samlet opsparing på 4 milliarder US dollar (22 mia. kr.). Andelskasserne ligger dog ikke alle på landet.
Landsbybanken har vist sig som et alternativ til de ’rigtige’ banker i Afrika. De er selvstyrede og deri ligger både deres popularitet og deres største problem. For bankledelse kræver en vis professionalisme, især når medlemstallet og summerne vokser. Og der kræves gode kontrol-systemer for ikke at ledelsen løber med pengene.
Landsbybankerne ligger i grænselandet mellem mikrofinansen og den uformelle finanssektor. I nogle lande er en speciel lovgivning for denne institutionsform, i andre (f.eks. Kenya) er der ingen. Andelskasserne er under kooperativlovgivningen.
