Million-støtte skal redde børn fra malaria-død

Forfatter billede

Med midler fra Udenrigsministeriet udvider Læger uden Grænser sin ekstraordinære akutte indsats mod malaria i DR Congo. De 1,5 millioner kroner går særligt til behandling af småbørn i områder med begrænset adgang til lægehjælp.

København, 25. maj 2014 (Læger uden Grænser): Op mod 250.000 børn under fem år dør af malaria hvert år i DR Congo. I Katanga-provinsen er malaria den primære dødsårsag blandt småbørn.

Hovedparten dør i perioder med malariaudbrud som lige nu. Læger uden Grænser bruger derfor 1,5 millioner kroner på at sikre børnene i provinsen adgang til gratis og kvalificeret monitorering og behandling af sygdommen, skriver organisationen i en pressemeddelelse i forbindelse med den internationale malariadag fredag.

DR Congos nationale program mod malaria er stærkt underfinansieret, og den internationale støtte til indsatsen er svundet ind de seneste fem år.

Kombineret med meget dårlig infrastruktur, manglende uddannelse af sundhedspersonale og uroligheder i landet, giver det lokalbefolkningen meget begrænset adgang til medicin, når malariaen bryder ud.

Behandling er helt urealistisk for store dele af befolkningen, fordi de ikke har råd til at betale.

Indsats for småbørn styrkes

Læger uden Grænser intensiverer sin indsats mod malaria blandt Katanga-provinsens mere end ti millioner indbyggere, da organisationen her registrerer en konstant stigning i antallet af tilfælde.

Konkret vil Læger uden Grænser blandt andet øge antallet af sengepladser på børneafdelingen på det centrale hospital, uddanne sundhedspersonale, skaffe mere medicin og materiel og udlevere myggenet.

Selvom indsatsen er rettet særlig mod de 21.000 småbørn i området, vil initiativerne også komme resten af befolkningen til gavn. Læger uden Grænser arbejdede første gang i DR Congo i 1981 og har mere end 2500 medarbejdere i landet.

De akutte fleksible midler udgør en samlet bevilling på 13 millioner kroner, som Udenrigsministeriet stiller til rådighed for Læger uden Grænser til akutte nødhjælpsindsatser og udsendelse af personel i 2014.

Tilskuddet til malariaudbrud i DRC er årets anden akutte projektindsats, som støttes med de fleksible midler. Læger uden Grænser har tidligere i år ydet nødhjælp til den hårdt prøvede befolkning i den Centralafrikanske Republik (CAR).