Miniserie skal fremme intern turisme i Afrika

skaermbillede_2016-07-05_kl
Maame Adjei sætter i første sæson fokus på sit hjemland Ghana
Foto: Stillbillede fra første afsnit på youtube.
Gerd Kieffer-Døssing

5. juli 2016

I pilot-sæsonen af miniserien ’Girl Going Places’, hvis femte afsnit netop er kommet ud, går den ghanesiske skuespiller og producer Maame Adjei på opdagelse i sit eget hjemland. Gennem de forskellige afsnit afdækker hun forskellige aspekter af Ghanas natur, historie og kultur.

Kendte ikke sit eget land

Men det hele begyndte faktisk med en selvindsigt. Adjei, som nogle måske kender fra hendes rolle som Zainab i serien ’An African City’, boede i en årrække i Philadelphia, men besluttede i 2012 at flytte hjem til Ghana. Her opdagede hun en helt ny side af sit land:

”Jeg ser mig selv som en ægte ghaneser, Ashanti hele vejen igennem og stolt af det. Men da jeg begyndte at udforske Ghana på egen hånd, slog det mig, hvor trist det var, at jeg aldrig rigtig havde oplevet mit eget land. Jeg havde aldrig været i Kumasi eller set Manhiya paladset (Ashanti-kongedømmets hovedsæde). Mange af mine venner havde aldrig været uden for Accra,” siger Maame Adjei til Okay Africa.

Synd og skam, mener Adjei. Hendes håb er, at serien skal fremme den interne turisme på det afrikanske kontinent – både nationalt og stater imellem. Som hun siger til Okay Africa:

”Du behøver ikke tage til Milano for at få en kulturel oplevelse. Du behøver ikke at rejse til Jamaica for at komme på strandferie – du kan tage til Zanzibar.”

På Maame Adjei’s egen hjemmeside står der om serien:

”Girl Going Places er et rejseprogram, der fokuserer på alle de skjulte skatte, monumenter, kultur og traditioner på kontinentet [det afrikanske, red.] og hjælper med at ændre narrativet om det ’sorte kontinent’.”

Det er planen, at kommende sæsoner af serien skal fokusere på storbyer rundt om i Afrika.

Du kan se ’Girl Going Places’ her.