Ved en ceremoni i Berlin fredag eftermiddag blev 20 kranier overrakt til repræsentanter for den namibiske stat. Kranierne er levn fra sidste århundredes brutale tyske kolonihistorie i datidens Tysk Sydvestafrika. Det skulle være ”en gestus af respekt og beklagelse”, men i Namibia er det så som så med begejstringen.
Af Daniel Henschen, kulturredaktør
Symbolikken kunne næppe være stærkere. På den hvide dug lå to kranier dækket af patinaen fra 100 år og to verdenskrige, de resterende kranier blev opbevaret i kasser draperet med det namibiske flag. Foran dem sad de gallaklædte udsendinge fra den namibiske regering.
Kranierne tilhører ofrene for det, Frankfurter Allgemeine Zeitung betegner som ”det tyvende århundredes første folkemord”: Nedkæmpelsen, forfølgelsen, interneringen og det systematiske mord på en stor del af befolkningen i det nuværende Namibia – Frem til Første Verdenskrig tysk koloni under navnet Tysk Sydvestafrika.
Hererooprøret
I 1904 rejste befolkningsgruppen herero sig til oprør mod de tyske koloniherrer. Og i oktober samme år udsendte den tyske kommandør i Namibia, General Lothar von Trotha, en befaling til at nedkæmpe oprøret: “Inden for den tyske grænse vil enhver herero med og uden gevær, med og uden kvæg blive skudt, jeg modtager ikke længere kvinder og børn, driv dem tilbage til deres folk eller giv ordre til at skyde på dem.” – hér oversat fra avisen Die Zeit.
Under oprøret omkom 123 tyskere, mens titusinder af hereros blev slået ihjel under nedkæmpelsen.
En del af ofrenes præparerede kranier blev efterfølgende sendt til tyske universiteter. Her indgik de i datidens raceanatomiske forskning. En forskning der i sig selv har trukket skræmmende spor igennem tysk historie. Nu har det anerkendte universitetshospitalet Charité med den tyske regerings velsignelse besluttet at anerkende fortidens forbrydelser og tilbagelevere kranierne til Namibia – på lige fod med lignende symbolske overrækkelser, der har fundet sted de senere år mellem museer i Vesten og oprindelige folk.
Det er en historiske beslutning, eftersom skiftende tyske regeringer hidtil har vægret sig ved at markere de brutale sider af den tyske kolonihistorie.
Manglende respekt
Allerede under den tyske udenrigsminister, Cornelia Piepers tale var der mislyde. Udenrigsministeren udtrykte beklagelse over ”mørkt og smerteligt kapitel i den fælles tysk-namibiske historie”.
Alligevel mente flere af deltagerne ikke, at Pieper var tilstrækkelig respektfuld, når hun valgte at holde sin tale på tysk i stedet for engelsk – og efterfølgende forlod ceremonien uden at tage afsked med de 73 medlemmer af den nambiske delegation.
Et andet kritikpunkt var indholdet af hele den officielle tyske omgang med historien om Tysk Sydvestafrika – beklagelse og ønsket om forsoning var ikke nok, mente flere: En uforbeholden undskyldning ville være absolut mindstemål.
Tyskland har ellers en en stærk tradition for betingelsesløs afstandtagen til fortiden – noget der særlig er kommet til udtryk i forhold til nazitidens forbrydelser. Vergangenheitsbewältigung, kaldes det: At gøre op med fortiden. Det er en imponerende bedrift, som meget få – om nogle – andre lande har været i stand til.
Men det er altså ikke sket denne gang, i hvert fald ifølge den del af deltagerne der kvitterede med bu-råb under udenrigsministerens tale. Også Kazenambo Kazenambo, medlem af den namibiske regering og leder af delegationen, har sluttet sig til de kritiske røster. “Vi kan ikke sige, hvor rystede vi er”, udtaler han i dag mandag til avisen The Namibian og anklager den tyske regering for manglende følsomhed og tolerance.
Ikke desto mindre er der bred tilfredshed med, at kranierne nu er på tilbage til ejermændenes efterkommere, hvor hjemkomsten markeres med en officiel fejring den 5. oktober. Og ved en mindegudstjeneste i Berlins St. Matthäuskirche var tyskere og namibiere da også fælles om at beklage den tragiske start på et skæbnesvangert århundrede.
Det virker næsten som en pointe i sig selv, at de 20 kranier har ‘overlevet’ 100 års berlinsk historie med næsten total ødelæggelse af den tyske hovedstad.
