Mobile skadestuer hjælper flygtninge

Forfatter billede

Sundhedsproblemerne blandt de fordrevne i Pakistans nordvestlige distrikt er massive. Røde Kors behandler flygtningene fra mobile skadestuer.

Kampe mellem Talebankrigere og regeringstropper i Waziristan-regionen i det nordvestlige Pakistan har tvunget hundredetusinder på flugt. Sundhedsproblemerne blandt de fordrevne er massive, derfor har Røde Halvmåne i Pakistan med hjælp fra internationalt Røde Kors oprettet en slags mobile skadestuer.

“De mobile skadestuer bliver sat op i landsbyerne som midlertidige klinikker for en dag. Det er for patienter, der ikke har mulighed for at komme til distriktshovedstaden og modtage behandling,” forklarer Bart Janssens, der er læge og står for Røde Kors’ sundhedsprogram i Pakistan.

De mobile skadestuer har både tilknyttet læger og sygeplejersker, og desuden en veludstyret ambulance med udstyr til at behandle de mest almindelige skader i felten. De mere komplicerede tilfælde bliver bragt til hospitalet i byen Dera Ismail Khan.

Tilsammen kan personalet på de mobile skadestuer behandle op til 200 patienter om dagen.