Mombasa unplugged: Beach boys og andre koloniale kroppe

Forfatter billede

Af Morten Ranum, U-landsnyt.dk

I en afstikker til kysten syd for Mombasa møder jeg én af de mange kenyanske drenge på stranden i Diani, som forsøger at skabe en bedre tilværelse for dem selv, mens flere hundrede års kolonialisme passerer forbi.

På weekend med veninden fra Nairobi ved sydkysten i Mombasa. Vindigo Cottages, hvor jeg plejer at bo, eksisterer ikke længere. Sådan er det udenfor velfærdsstatens skygge – kontinuitet og permanens hører ikke til dagens orden. Derimod er alt til forhandling, ting forsvinder og opstår, mennesker kommer og går. Måske derfor er netværk og sociale forbindelser så vigtige i Kenya. Det drejer sig om konstant at etablere nye venskaber – og det er veninden fra Nairobi meget god til. Hun siger, det er fordi hun er frisør og lever af hele tiden at skaffe sig nye kunder, men noget skal fuglen jo hedde.

På stranden vrimler det med kvinder og mænd, der sælger noget. Derfor bliver man hele tiden kontaktet. De mest alsidige er de såkaldte ”beach boys”, som tilbyder alt, hvad hjertet og andre dele af kroppen kan begære.

Beach Boy

Det er drenge og unge mænd, som cruiser på stranden. De tilbyder diverse oplevelse og services til turister, ikke blot hvide fra Europa, men i lige så høj grad til familien fra Kisumu som er på ferie ved kysten. Veninden fra Nairobi er allerede efter få minutter bedste-veninder med konen, fordi de tilfældigvis stod ved siden af hinanden, da de skulle leje en badedragt.

Der er stor forskel på drengene på stranden. Nogle er mere avancerede end andre, når det gælder om at fiske kunder på stranden. De klogeste ved godt, at de ikke skal gå lige til sagen, men derimod indlede en samtale, der måske / måske ikke leder til business længere nede ad stranden.

De bedste ”beach boys” har meget ofte haft et kortere forhold til en europæisk pige, men som sluttede meget hurtigt igen. Ingen europæisk pige på ferie i Mombasa kan ende op sammen med en lokal dreng fra stranden. For hende vil han altid kun være kortvarig underholdning.

Sådan en dreng er Alex, som besnakker mig langs stranden. I meget lang tid nævner han ikke med et eneste ord, at han vil sælge mig noget. Først meget sent, lige før jeg lægger an til at slå mig ned ved strandbaren, med det rørende navn “Alibaba and the Fourty Thieves”, foreslår han helt stille, at det kan være jeg vil være interesseret i at snorkle i morgen. Det virkede alt andet end anmassende, og da jeg afviser tilbuddet, gør han stille opmærksom på, at jeg altid kan finde ham på stranden. Vi tager afsked.

Undervejs langs stranden har Alex fortalt, at han havde et forhold til en tysk pige, men som sluttede meget brat, da han en aften så hende sammen med en anden. De havde ellers allerede snakket om, at han skulle til Tyskland og besøge hende. Det ville have været hans drøm gjort til virkelighed.

Piger fra Ukunda

Om aftenen flyttet livet væk fra stranden. Der er nogle få barer, hvor man kan muntre sig – og et enkelt diskotek, som fyldes til bristepunktet omkring midnat. Her finder man unge piger for en hver smag, dressed to kill.

De kommer her for at møde mænd. Hvide mænd er i høj kurs, fordi pigerne forestiller sig at en mand fra Europa vil tage hende med sig og give hende et bedre liv. De fleste piger forbliver imidlertid i Ukunda. Ind imellem lykkes det hende måske at være kæreste med en mand fra hendes drømme. De fleste gange bliver hun skuffet, eller hun føler sig tvunget til at fortsætte med at møde forskellige mænd aften efter aften. Men der hersker ingen tvivl om hendes drømme.

Som for mange andre kan drøm og virkelighed ikke altid forenes. Om du vil kalde det for prostitution, er dit eget valg, men rigtig mange mennesker kompromitterer sig selv for at opnå noget, de tror, vil gøre dem lykkelige. De fleste bliver skuffede.

Ubrudte forskelle

I Østafrika er det helt normalt ikke at gifte sig udenfor sin klasse – og i hvert fald ikke under. På stranden i Mombasa bliver man mindet om, at det ikke er meget anderledes i Europa. Hjemme i Europa glemmer vi det ofte, fordi vi fejlagtigt tror, vi alle er middelklasse.

Her på stranden synes middelklassen helt forsvundet. Som gæst fra langt borte fremstår det som en bolsje-butik, hvor alting er gratis. Det er derfor fristende at kaste sig ud i glæderne i det tilsyneladende paradis.

Langs stranden ligger store eksklusive resort. Her kan man nyde livet, hvis man har købt og betalt for hele pakken. Alle andre er forment adgang. Selv jeg, der ellers slipper godt fra alting, fordi min hudfarve er i høj kurs, bliver afvist. Disse resort er befolket af hvide europæere, som flyves direkte ind fra Europa. Her kan de holde ferie i beskyttet afstand fra den afrikanske virkelighed udenfor. Derfor kan ingen uvedkommende tillades adgang. Det ville besmitte oplevelsen.