Det er helt enestående, at en vestlig kommune og dens afrikanske søster har kunnet opretholde og udvikle forbindelsen i 30 år – men det kan Morsø Kommune og Bukoba Municipal Council i Tanzania.
Den 22. maj er det 30 års siden, der blev underskrevet en venskabsaftale mellem Morsø Kommune og Bukoba Municipal Council i Tanzania. Det skriver Morsø U-Landsforening i en opfordring til at deltage i fejringen.
Morsø U-Landsforening fik i sin tid ideen til venskabsforbindelsen og har i praksis varetaget kontakten og gennemført skiftende projekter.
I forbindelse med jubilæet har Morsø U-Landsforening inviteret KAKAU-Band til Danmark i perioden 25. maj til 9. juni.
Det betyder, at bandet spiller en række koncerter ud over den store jubilæumsfest den 7. juni Nykøbing Mors.
I Bukoba i det nordvestlige Tanzania optræder de for at oplyse om HIV/AIDS og samler penge ind til den katolske kirkes indsats over for børn berørt af denne sygdom.
Denne gang vil KAKAU Band med gadeteater, musik, sang og dans, på og udenfor Mors vise, hvordan et alvorligt budskab kan formidles på effektiv og festlig vis.
I anledning af jubilæet har Morsø Kommune desuden inviteret officielle gæster fra Bukoba Municipal Council.
U-landsnyt ønsker tillykke og opfodrer alle der har mulighed for det til at lægge vejen om ad øen i Limfjorden. Det nærmere program kan findes her: http://morsoeu-landsforening.dk/ikke-kategoriseret/kakau-band-pa-besog-i-danmark/