MSF: Forsøg med mulig ebola-behandling indledt i Guinea

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Læger uden Grænser (MSF) er gået i gang med kliniske forsøg for at nå frem til en mulig virksom behandling mod ebola. Selv om hver forsøgsbehandling af ebola-patienter fører håb med sig, bør man endnu ikke være optimistisk. 

Der er ingen garanti for, at lægemidlet vil være sikkert og effektivt, og selv hvis det er tilfældet, vil det ikke betyde afslutningen på den epidemi, der stadig spreder sig i Guinea, Sierra Leone og Liberia, skriver MSF Danmark på sit website mandag.

Forsøget finder sted på Læger uden Grænsers behandlingscenter for ebola i Guéckédou i Guinea og er ledet af det franske institut for medicinsk forskning, INSERM.

Hensigten er at inddrage så mange som muligt af de ebolapatienter, der møder op ved behandlingscenteret i Guéckédou.

Der vil ikke være en kontrolgruppe i forsøget. Det betyder, at alle patienter, der ønsker at deltage, kommer med i fosøget.

Det vil være uetisk at nægte en gruppe patienter den højere chance for at overleve, der eventuelt måtte komme med den nye behandling, særligt med tanke på den høje dødelighed, der er ved ebola.

I stedet vil man sammenholde resultatet fra de patienter, der deltager, med resultatet fra de patienter, som blev indlagt tidligere i år, før forsøget begyndte.

Alle får et valg

Alle nye patienter, der ankommer til behandlingscentret i Guéckédou, bliver informeret om muligheden for at modtage den nye forsøgsbehandling, og kan vælge om de ønsker at deltage i den.

Dem, der ikke ønsker at modtage den nye behandling, vil modtage samme understøttende patientpleje som alle andre.

Lægemidlet, der anvendes i Guéckédou, hedder Favipiravir og er et antiviralt middel, som produceres af det japanske firma, Toyama/FujiFilm.

Lægemidlet har vist gode resultater ved ebolabehandling i forsøg med dyr, samt gode sikkerhedsmæssige resultater i anvendelsen mod andre virale infektioner hos mennesker.

Da man endnu ikke har anvendt lægemidlet som behandling mod ebola hos mennesker, er det vigtigt, at man venter med at erklære Favipiravir for en kur mod ebola, til man har resultatet af de kliniske forsøg.

Resultat af forsøg til foråret

De første endegyldige resultater forventes i første kvartal af 2015.

Viser Favipiravir sig at være sikkert og effektivt, vil man tage forsøget til næste fase, og gøre lægemidlet tilgængeligt for ebolapatienter i andre behandlingscentre.

Det betyder, at når nationale myndigheder og uafhængige etiske kommissioner har godkendt lægemidlet, vil endnu flere ebolapatienter i Vestafrika begynde på behandlingen.

En sikker og effektiv kur mod ebola vil forhindre, at mange patienter dør, men er ikke det endelig svar mod epidemien.  

De vigtigste værktøjer for at få standset ebolaudbruddet er stadig at få patienterne indlagt på de specialiserede centre tidligt i sygdomsforløbet, grundig og nøjagtig kortlægning af hvem, patienterne har været i kontakt med, specialiseret promovering af sundhed, og hygiejnemæssige foranstaltninger.

Det vil også stadig være vigtigt at forske i andre behandlinger, såsom vaccinationer og ny diagnostik.