FN’s sikkerhedsråd og de afrikanske stater må handle nu for at standse den ekstreme og vilkårlige vold i Den Centralafrikanske Republik og øge den humanitære bistand – også de målrettede drab på minoritetsgrupper illustrerer, at det internationale samfund på ingen måde har løftet sin opgave.
Det skriver Læger uden Grænsers danske afdeling (MSF Danmark) i en presseudtalelse tirsdag.
”Der er rystende at se manglen på engagement og handling fra FN’s Sikkerhedsråd, og den alt for begrænsede indsats fra de øvrige afrikanske lande og den Afrikanske Union mod at stoppe den vold, som er ved at rive Den Centralafrikanske Republik i stykker.”
Sådan siger Joanne Liu, Læger uden Grænsers internationale præsident, som netop er vendt hjem fra en tur til det kaotiske land nord for DR Congo.
Civile på begge sider bliver holdt som gidsler i den voldsspiral, som de væbnede grupper har startet.
Siden 5. december har MSF behandlet flere end 3.600 sårede i hovedstaden og rundt om i landet. Patienterne er behandlet for skudsår, sår fra macheter og knive og andre voldelige traumer.
Organisationen opfordrer FN’s medlemslande til omgående at sætte ind overfor volden mod civilbefolkningen og til at sikre, at folk kan bevæge sig frit uden frygt for deres liv.
Samtidigt skal befolkningens behov dækkes med massive nødhjælpsleverancer. Verdens ledere må og skal gøre deres bedste for at stoppe volden og øge beskyttelsen af den hjælpeløse civilbefolkning, hedder det.
Kvæstede sad musestille af skræk
”Vores primære bekymring er beskyttelse af de civile. De står hjælpeløse overfor den ekstreme vold. Vi behandler tusindvis af sårede, og vi ser hundredtusindvis af mennesker, der flygter fra deres hjem fordi det er det eneste valg, de har for at overleve,” siger Joanne Liu.
Hun uddyber:
”Mens jeg var i Bozoum, fandt vi 17 sårede, som gemte sig i en lille gårdhave. De var for bange til at tage på hospitalet og frygtede at blive overfaldet igen”.
“Deres skader var alvorlige, men alligevel sad de alle sammen helt stille og blødte. Så skrækslagne er folk for at søge behandling. De sad der bare i fuldkommen stilhed, uden nogen som helst form for håb.”
“Vore kollegaer har konstant volden tæt på. I byen Berberati trængte mænd bevæbnede med macheter og skydevåben den 12. februar, ind på det hospital, hvor vi arbejder. De skød omkring sig og truede patienterne. To patienter flygtede fra hospitalet af frygt for deres liv”.
“I utallige tilfælde har medarbejdere, lokale leder og religiøse autoriteter være nødt til at gribe ind, når bevæbnede mænd har angrebet eller truet patienter og civile i og omkring vores hospitaler. Vore patienter nægter at blive transporteret med ambulance for at undgå yderligere overfald. I andre tilfælde har den manglende sikkerhed gjort det alt for risikabelt at benytte vejene”.
Flygter uden beskyttelse
Joanne Liu fortsætter:
“De seneste to uger har vi set titusindvis af mennesker fra de muslimske samfund i Bangui, Baoro, Berberati, Bocaranga, Bossangoa, Bouca, Bozoum og Carnot blive transporteret i lastbiler til nabolande af internationale væbnede styrker, der ikke kunne beskytte dem på anden måde”.
“Andre er blevet evakueret fra den nordvestlige del af landet til (hovedstaden) Bangui, hvor de nu er fanget i enklaver og lejre, hvor de fortsætter med at leve i skræk og rædsel. Frygten for at blive forfulgt har resulteret i, at titusindvis af civile fra alle samfundsgrupper er flygtet ind i bushen, hvor de ikke har adgang til beskyttelse eller humanitær hjælp”.
“Der mangler vand, mad og steder at søge beskyttelse. Hjælpen i Bangui har været meget begrænset og næsten ikke eksisterende i resten af landet. Et af de groveste eksempler er Mpoko, den internationale lufthavn i Bangui, hvor omkring 60.000 lever under elendige forhold med mindre end fire liter vand per person per dag og forfærdelige sanitære forhold kun nogle få hundrede meter fra lufthavnens landingsbaner”.
”De forfærdende forhold i lufthavnen sætter spørgsmålstegn ved, om den utilstrækkelige og langsomme hjælp er et bevidst forsøg på at skræmme folk fra at bo der,” siger Liu.
”Folk er nødt til at have nogle reelle valgmuligheder. Hjælpen bør være til stede der hvor folk føler sig mest trygge.”
“Uden sidestykke”
Selv om sikkerhedssituationen dagligt vanskeliggør Læger uden Grænsers aktiviteter, arbejder flere end 2.240 internationale og nationale medarbejdere i 16 byer rundt om i landet på at yde humanitær hjælp.
”Den humanitære krise, som vi er vidne til i dag, er uden sidestykke i Den Centralafrikanske Republik. Et land, der er blevet forsømt i årevis, ” siger Liu.
”Der må og skal handles nu. Ikke om en måned eller om seks måneder. Vi ser grusomheder hver eneste dag. Det er en katastrofe der udspiller sig for øjnene af det internationale samfund lige nu. Manglende handling svarer til et bevidst valg om at lade befolkningen i stikken”.
Voldens baggrund
Som hævn for ekstreme voldshandlinger begået af de muslimske ex-Seleka styrker, har lokale kristne selvforsvars militser, kendt som ’anti-Balaka’ startet kollektive hævnaktioner mod muslimske civile, som de betragter som Selekas potentielle politiske fundament.
Det har resulteret i en kaskade af vold og plyndring, som de seneste uger overvejende har været rettet mod muslimske samfund, men også kristne samfund er fortsat ofre.
Yderligere oplysninger hos:
Søren Krogsgaard, kommunikationsrådgiver
Mobil 28 18 08 27 og e-mail: [email protected]
