Danmarks politik om bekæmpelse af aids i u-landene bygger på en langsigtet udviklingsstrategi, der ikke tager højde for, at aids er en akut sygdom, der kræver en akut indsats. Den langsigtede strategi må i stedet bygge på den akutte hjælp til de aids-syge, hvis den skal være bæredygtig.
Sådan skriver speciallæge Søren Brix Christensen, der er formand for Læger uden Grænser (MSF) et indlæg i Jyllands-Posten tirsdag.
Han fortsætter bl.a.:
Situationen i Afrika er så alvorlig, at vi bliver nødt til at gøre noget her og nu, og langt mere end vi gør nu.
Danmark var et af de første lande i verden, der erkendte aids-epidemiens alvor og udarbejdede en særlig strategi til bekæmpelse af hiv/aids i u-landene.
Selv om den første strategi primært fokuserede på forebyggelse, blev den reviderede strategi i maj i år ændret til også at omfatte behandling af de aids-syge.
Denne ændring blev hilst velkommen af Læger uden Grænser, fordi aids-behandling styrker forebyggelse og fordi det både er uetisk og inhumant ikke at give behandling til de aids-syge, når en sådan behandling er mulig.
Ved at inkludere muligheden for at støtte behandling i den nye aids-strategi, har Danmark således taget et skridt i den rigtige retning.
Det kræver imidlertid langt mere end små skridt, hvis vi skal overvinde den altødelæggende aids-epidemi.
For selv om den nye danske strategi nu taler om vigtigheden af både behandling og forebyggelse i aids-bekæmpelsen, er der endnu ikke givet penge direkte til NGOerne behandling af de aids-syge.
Derimod kræver den nye aids-strategi, at u-landenes hårdt prøvede sundhedssystemer skal være bragt op på et acceptabelt niveau, før regeringen er villig til at give direkte støtte til aids-behandling.
Alle som kender til sundhedssystemerne i udviklingslandene og aids-problematikken ved imidlertid, at det lige præcis er manglen på behandling af aids, der belaster sundhedssystemerne. Det skyldes, at der med aids i udbrud følger en række opportunistiske sygdomme.
Disse følgesygdomme kan være alt fra hudsygdomme til den smitsomme tuberkulose og meningitis, og det er især behandlingen af disse, der belaster u-landenes sundhedssystemer.
Ved at give direkte støtte til medicinsk behandling af de aids-syge kan man altså forebygge følgesygdommene, og derved styrke u-landenes sundhedssystemer.
I stedet vælger Danmark kun at støtte behandling af følgesygdommene, men ikke at give direkte støtte til NGOernes behandling af aids og dermed forebygge mod følgesygdommene.
Dette betyder, at u-landenes sundhedssystemer til stadighed er overbelastede af at behandle følgesygdommene, og således aldrig kan opfylde kravet om at nå op på et vist niveau, før Danmark vil give direkte støtte til behandling af aids.
Dette er i sig selv helt urimeligt, men prioriteringen er også svær at se både rationale og fornuft i, særligt når regeringen i øvrigt lægger stor vægt på, at udviklingsbistanden bliver brugt mest effektivt, og der hvor den gør størst gavn.
Det har Bjørn Lomborgs Copenhagen Consensus Conference (CCC) – der blev holdt sidste år på regeringens foranledning – specifikt pointeret at kampen mod aids-epidemien mere end noget andet vil gøre.
Dette er yderligere blevet understreget af statsministeren, da han i sin tale ved åbningen af FNs Generalforsamling i New York i september, fastslog at “kampen mod hiv/aids bør være verdens absolutte topprioritet”.
Det akutte i statsministerens udmelding afspejles imidlertid ikke i regeringens aids-politik, der kun bygger på en meget langsigtet indsats.
Regeringen har fra 2006 til og med 2009 årligt afsat 140 mio. kr. til Den Globale Fond for bekæmpelse af Aids, Tuberkulose og Malaria. Da Fonden støtter både forebyggelses- og behandlingsprojekter – primært gennem de lokale myndigheder – er det forståeligt, at regeringen vælger at satse mere end halvdelen af den økonomiske støtte på den.
Det er imidlertid vigtigt at være opmærksom på, at der kan gå flere år fra Danmark indbetaler pengene til Den Globale Fonds til de faktisk kommer patienterne til gavn.
Desuden er penge ikke nok i sig selv. Indsatsen mod aids – særligt når det gælder behandling – kræver nemlig mere end blot at dele kondomer ud, som man gør for at forebygge aids-sygdommen.
Indsatsen kræver også, at regeringerne i de lande der er ramt massivt at aids-epidemien tilegner sig større teknisk viden for derved at kunne forbedre og øge kampen mod aids.
I mange lande i Afrika er det NGOerne, der udvikler aids-programmer, skaber retningslinjer osv. De fleste NGOer samarbejder med regeringerne, men er også til stede hos de aids-syge som regeringerne ikke når.
Det er således NGOerne der frem for nogen andre har vist sig mest effektive til at iværksætte, gennemføre og videregive aids-behandlingsprojekter i u-landene.
Det var NGOerne, der var de første til at behandle de mest udsatte aids-syge patienter i udviklingslandene, ligesom det er gennem NGOernes pres, at medicinalindustrien har erkendt sit globale ansvar og sat priserne på livsvigtig aids-medicin så langt ned, at de kun er 1 pct. af, hvad de var for 5 år siden.
Et prisfald, der ikke er set før eller siden, og som i praksis betyder, at vi nu også har råd til at behandle de allerfattigste.
Det er også NGOerne, der som uafhængige parter i væbnede konflikter kan give forebyggende aids-behandling til f.eks voldtægtsofre, og sidst, men ikke mindst er det NGOerne, der har vist sig bedst i stand til kontinuerligt at øge antallet af patienter i behandling.
I modsætning til f.eks. Verdenssundhedsorganisationen WHO, der tidligere i år måtte opgive sin egen målsætning om at behandle 3 millioner aids-syge ved udgangen af 2005.
På trods af dette har den danske regering foreløbig ikke givet en eneste krone direkte til ARV-medicin (antiretroviral-medicin) til NGOernes behandling af de aids-syge i udviklingslandene.
Hvis regeringen derfor vil sikre, at de penge, der afsættes til aids-bekæmpelse, bliver brugt mest effektivt, bør den også sikre, at en vis del af de afsatte midler bliver givet til de danske og internationale NGOer, der har vist sig bedst i stand til at kombinere forebyggelse og behandling.
Der er findes nu 13 millioner børn, der er blevet forældreløse på grund af aids. Ingen af os kan bringe de forældreløses ophav tilbage til livet, men vi kan undgå, at endnu flere forældre dør og efterlader deres børn med hiv-virus som eneste arv.
Lad den topprioritet som statsministeren efterlyste i FN komme verdens aids-syge til gavn – og lad den danske indsat i kampen mod aids afspejle katastrofens omfang, slutter Søren Brix Christensen.
Indlægget er bragt som kronik i Morgenavisen Jyllands-Posten den 29. november 2005.
Kilde: MSFs seneste elektroniske nyhedsbrev
