Læger uden Grænser (MSF) opfordrer VK-regeringen til ikke kun at satse støtten på de multilaterale organisationer, når det gælder aids-bekæmpelse, men også på de private organisationer, fremgår det af organisationens seneste elektroniske nyhedsbrev, udsendt ultimo oktober.
Af Søren Brix Christensen
Formand for Læger uden Grænser (MSFs) danske afdeling
Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) fastslog i sin tale i åbningsdebatten på FNs Generalforsamling i New York i september, at “kampen mod hiv/aids bør være verdens absolutte topprioritet”.
Udtalelsen er historisk, fordi det er første gang, aids-bekæmpelse i u-landene er sat allerøverst på Danmarks udenrigspolitiske dagsorden.
Aids-epidemien er nutidens alvorligste trussel mod velfærd og udvikling i u-landene. Hvert år smittes 5 millioner med hiv, eller det der svarer til næsten hele Danmarks befolkning, mens mindst 3 millioner dør af aids.
Der findes nu godt 40 millioner mennesker, der er hiv-smittede, hvoraf 6 millioner har udviklet aids i udbrud. Det er det højeste antal nogensinde, og betyder, at aids hver måned dræber 240.000. Det svarer til en tsunami om måneden.
Afrika – og særligt den del der ligger syd for Sahara – er hårdest ramt.
I nogle lande er mere end hver tredje voksne hiv-positiv, og ikke kun den i forvejen udsultede sundhedssektor er hårdt belastet af aids og dens følgesygdomme – epidemien har også fatale konsekvenser for landbruget, uddannelsessystemet og den offentlige administration, hvor viden og arbejdskraft forsvinder, hver gang en medarbejder dør af aids.
Den danske regering har for længst erkendt, at kampen mod hiv/aids er vigtig. Der har dog været en del uenighed om, hvordan vi bedst takler aids-epidemien i u-landene.
Danida havde indtil dette forår valgt udelukkende at give direkte støtte til det hiv-forebyggende arbejde, mens Læger uden Grænser længe har ment, at det er vigtigt også at støtte behandling af aids-syge patienter. Dette er især af humanitære grunde, men også fordi behandling kan styrke forebyggelse.
Uenigheden blev glædeligvis skrinlagt i maj, da regeringen fremlagde den nye danske strategi til bekæmpelse af aids i u-landene. Her fastslog regeringen nemlig for første gang, at “der er et vigtigt samspil mellem pleje, behandling og forebyggelse, hvor de enkelte indsatser gensidigt kan understøtte hinanden og lede til øget effektivitet i den overordnede hiv/aids-indsats”.
Med uenigheden om prioritering mellem forebyggelse og behandling således ryddet af vejen, synes Læger uden Grænser, at det næste vigtige skridt må være at finde en måde, hvorved Danmark bedst og mest effektivt kan støtte hiv-forebyggelse og aids-behandling i u-landene, multilateralt såvel som bilateralt.
Aids-epidemien kræver indsats her og nu
I forbindelse med finanslovsforhandlingerne (for 2006, red.) foreslår regeringen, at der i årene fra 2006 til og med 2009 årligt afsættes 140 millioner kr. til Den Globale Fond for bekæmpelse af Aids, Tuberkulose og Malaria og 40 mio. kr. til FNs Aids-bekæmpelsesprogram, Unaids.
De 2 organisationer støtter både forebyggelses- og behandlingsprojekter, så det er forståeligt, at regeringen vælger at satse langt størstedelen af indsatsen på dem.
Den Globale Fond og Unaids indsats på henholdsvis forebyggelse og behandling er imidlertid langt fra lige effektive. Hvor de 2 multilaterale organisationer tilsyneladende har haft en vis succes med at øge deres forebyggelsesindsatser med oplysningskampagner, kondomer osv, har de på behandlingsområdet tydeligvis ikke været i stand til at øge indsatsen med nær den hastighed den akutte krise påkræver.
Ved at give Den Globale Fond og Unaids langt den største del af midlerne til aids-bekæmpelse, vælger den danske regering således at prioritere forebyggelse højest og tænker derved langsigtet i kampen mod hiv og aids – det er også nødvendigt.
Aids-epidemien er imidlertid alt for akut til, at vi lægger alle æggene i én kurv og kun tænker langsigtet. Eller som Danida helt rigtigt selv siger: “Aids-epidemien er på én gang en akut katastrofe, der kræver en indsats her og nu, og samtidig et problem, der skal tages højde for mange år frem i tiden.”
Hvis statsministeren derfor mener det alvorligt, når han i FN siger, at kampen mod hiv/aids bør være verdens absolutte topprioritet, og at regeringen i øvrigt mener, at aids-epidemien er en akut katastrofe, der kræver en indsats her og nu, så bør regeringen også prioritere den økonomiske støtte derefter.
Det bør den gøre ved ikke kun at støtte de multilaterale organisationers, men også de nationale og internationale private organisationers (NGOers) behandlingsprojekter.
NGOerne mest effektive
Det er nemlig NGOerne, der frem for nogen andre har vist sig mest effektive til at iværksætte, gennemføre og videregive aids-behandlingsprojekter i u-landene.
Det var NGOerne, der var de første til at behandle aids-syge patienter i u-landene, ligesom det er gennem NGOernes pres, at medicinalindustrien har erkendt sit globale ansvar og har sat priserne på livsvigtig aids-medicin så langt ned, at vi nu har råd til at behandle de fattigste.
Da de multilaterale organisationers arbejde sker gennem medlemslandenes regeringer, er det derfor også kun NGOerne, der som uafhængige parter i væbnede konflikter kan give forebyggende aids-behandling til for eksempel konflikternes voldtægtsofre.
Et eksempel er den væbnede konflikt i DR Congo, hvor den congolesiske regering forhindres i at give den effektive og hurtigtvirkende hiv-forebyggende PEP-behandling til de katastrofalt mange voldtagne piger og kvinder, der befinder sig i oprørskontrollerede områder.
Upartiske nødhjælpsorganisationer som Læger uden Grænser er i stand til at give de voldtagne kvinder og piger en sådan PEP behandling, og vi ville byde støtte til en sådan indsats fra den danske regering velkommen.
Slutteligt har NGOerne vist sig bedst i stand til kontinuerligt at øge antallet af patienter i behandling i modsætning til de multilaterale organisationer, der ofte giver op længe inden deres egne målsætninger er nået.
På trods af det har den danske regering foreløbig ikke givet en eneste krone direkte til ARV-medicin (antiretroviral-medicin) til behandling af aids-syge i u-landene.
Hvis regeringen derfor vil sikre, at de penge, der afsættes til aids-bekæmpelse, bliver brugt mest effektivt, bør den også sikre, at en vis del af de afsatte midler bliver givet til de danske og internationale NGOer, der har vist sig bedst i stand til at kombinere forebyggelse og behandling.
Hvor det f.eks. er lykkedes Læger uden Grænser over halvandet år at mere end tredoble antallet af patienter i behandling, er det i samme periode kun lykkedes Verdenssundhedsorganisationen WHO og Unaids at fordoble antallet.
Og ikke nok med det. For 3 måneder siden gav de 2 multilaterale organisationer op og meddelte, at de ved udgangen af 2005 kun vil være i stand til at behandle lidt over én millioner aids-patienter, og ikke de 3 millioner patienter, sådan som man havde lovet i 2003.
Indlægget blev bragt som kronik i Kristeligt Dagblad den 7. oktober 2005
Kilde: www.msf.dk
