Af Mona Munck-Lindblom, U-landsnyt.dk
Hvad sker der, når man farer vild i Dakars gader og blot ville ud for at finde morgenmad? Det har U-landsnyt.dks medarbejder, der skriver fra vestafrikanske Senegal, et malende svar på.
Jeg ankom til Dakar lufthavn sent fredag (30.05), og da jeg søndag formiddag vågnede op og tog et kig ud over byen fra min plads i altanvinduet, gibbede det i mig for at komme ud i gaderne med sand, varm asfalt, smukt påklædte kvinder, mænd med sved på panden og dyttende taxaer.
For da jeg, lige fra jeg blev hentet i lufthavnen, er blevet transporteret rundt i taxaer, havde jeg endnu ikke fået oplevelsen af byens liv.
Derfor skulle det ikke gå ubemærket hen, at jeg havde Dakar for mine fødder. Og da jeg vågnede for sent til hotellets morgenmad, var det nærliggende at begive mig ud efter kaffe, frugt og hvad morgenmaven ellers måtte begære.
Med til historien følger det, at mit franske er så ikke eksisterende, at jeg 24 timer tidligere end ikke kunne præstere de mest væsentlige høflighedsfraser. Og så kan I nok tænke jer til, hvordan mit wolof er…
Diagonale firkanter
Lidt ligesom Manhatten er Dakar bygget op af lige gader der følger og krydser hinanden i et sirligt diagonalt mønster, og hvis navne hedder noget som Rue 12 og Rue 42.
Det virkede derfor ikke så fjollet at begive sig af sted, selvom jeg indtil da kun var kørt til og fra hotellet i mørke. Og den app jeg har downloadet, der selv offline skulle hjælpe mig på vej, virker imidlertid ikke.
Men da jeg desuden bor tæt ved det nationale fodbold- og atletikstadion, hvis mure fungerer som et pejlemærke for min orientering, begav jeg mig frejdigt af sted.
Første stop blev et supermarked, hvor jeg både kunne få toiletpapir – en mangelvare på hotellet, og en luksus jeg sætter pris på – og kaffe i et nybygget luksuskvarter klods op af en af stadionets sider.
Her satte jeg mig lidt på en bænk med kaffen og kiggede rundt på de velhavende boligblokke og arbejderne der var i færd med at bygge flere. Når områdets beboere imødekommende afgav wolof-hilsen, forsøgte jeg mig hjælpeløst med ’bonjour’ og ’Bien, merci. Et tu?’.
Tilsyneladende faldt det i god jord, og jeg følte mig som i en gryde af ro og venlighed.
Fra min bænk kunne jeg op af en skråning se den vej, jeg mente at være kommet af, og jeg planlagde, hvordan jeg på min tur tilbage ville frekventere drengen, der sælger frugt fra et mangobjerg, og kvinden med hvedebløde lækkerier.
Men på et eller andet tidspunkt fra jeg satte min fod udenfor hotellets hoveddør og satte mig på bænken, er min ellers normalt ufejlbarlige stedsans røget sig en tur.
Drenge, kvinden og hotellet var væk, og gaden erstattet af en anden, og det blev begyndelsen på godt tre timers traven rundt i Dakars varme gader med en fornemmelse af at gå i diagonale firkanter hvor min gade hele tiden befandt sig i midten.
Ingen anden by syd for Berlin kunne jeg ønske at fare vild i
Det kan godt blive et spørgsmål om, hvornår man lader sin vildfarelse og de ivrigt dyttende taxa-chauffører vinde over sin stædighed. Selvom der var tidspunkter, når havets bølger tårnede sig op som et bevis på, at jeg var i stik modsat retning end den rigtige, blev jeg stædigt ved.
For der er noget, der gør det umuligt at falde til tåls med taxaernes priser målt efter hvor hvid og lost man ser ud – hvilket jeg gjorde!
Dét noget handler om hvordan Dakars asfalt er dækket af kontinentets rødlige sand.
Og om den måde hvorpå kvinderne langsomt vugger hen ad gaden med flotte mønstrede kjoler, børn på hoften og bjerge på hovedet, alt i mens privatbilisterne er ved at køre deres tæer over og drenge råber om ukendte destinationer fra deres plads bagpå den lokale Car rapide.
Sådan blev jeg stædigt ved med at traske op og ned af byens mere eller mindre befærdede og sandende gader med boligblokke og købmandsvarer.
Og da alle har fortalt mig, hvilket godt kvarter jeg bor i, udeblev selv min mors stemme om nu at være ekstra forsigtig, når jeg alene med mit røde hår skaber opmærksomhed i verdens fjerne kontinenter.
Selv da jeg pludselig befandt mig midt i et markedsmylder, var det som jeg faldt i ét med mængden.
Ideén om, hvordan min lyse hud ville tiltrække sælgere med urimelige priser for noget virkelig ubrugeligt, var ikke til stede. Og enten ænsede skopudseren mig ikke, eller også kunne han tænke sig til, at mine udtrådte Converse ikke havde brug for hans læderfedt.
Altanged
Sådan fortsatte jeg stadig stædigt forbi fodboldbanen med drenge der i vildt løb overhalede de biler der i tomgang holdt i kø på vejen der udgjorde fodboldbanens bander.
Og forbi den børneflok, hvor den mindste gloede måbende på mig indtil hans lidt ældre kammerat demonstrativt og med begge sine hænder vendte hans hoved i en anden retning. Og derefter selv og i smug kiggede på mig, med ligeså nysgerrige øjne, som den første havde gjort.
Var der nogle der stirrede på nogle, og henvendte sig til nogle var det mig med mine gloende øjne og ubehjælpelige hilsner på noget der nok hverken var fransk eller wolof.
Havde der været nogle der havde haft øjnene hæftet på mig, havde de nok fået sig et grin, da jeg delvis faldt over en kant i mit forsøg på at lokalisere den brægen, der var over mit hoved. Og som jeg konkluderede måtte være en ged på en altan.
Men det er sådan set ikke mere underfundigt end manden, der havde en hel gedefarm i sin forhave ud til forretningsgaden. Der ville jeg ønske mit wolof havde været eksisterende. Hvem ved, om han havde noget gedemælk eller ost jeg kunne have købt. For det var jo morgenmad jeg var ude efter.
Ligesom jeg oplevede allerbedst, stod jeg ved drengen med mangobjerget og havde udsigt til mit hotel. Måske er det misvisende at sige, at jeg for vild.
Nok gik jeg bare en omvej, og jeg planlægger at gøre det samme de næste otte morgener. For ikke før har jeg været i en storby, hvor lige dele geder og forretningsmænd præger bybilledet. Absolut noget, der er værd at udskyde morgenmaden for.
Skribenten undskylder de manglende billeder. Hun havde ikke forestillet sig, at det ville være oplagt at medbringe sit kamera de få minutter, det skulle tage at hente morgenmad.
