Næsten 900 børn frigivet fra milits i Nigeria

cjtfmichika2_voa
CJTF, der blev dannet for at beskytte landsbyer i det nordøstlige Nigeria mod Boko Haram, har rekrutteret mange børnesoldater. Nu er knap 900 af dem frigivet, oplyser UNICEF.
Foto: VOA (arkiv/CC)
Forfatter billede

106 piger er blandt de i alt 894 børn, som fredag er sluppet ud af en af Nigerias væbnede grupper og nu kan vende hjem til deres familier. Det skriver UNICEF i en pressemeddelelse.

Den væbnede gruppe, Civilian Joint Task Force (CJTF), skrev i 2017 under på et løfte om at stoppe rekruttering af børn og frigive de børn, som var en del af gruppen.

”Ethvert løfte for børn, som følges op af handling, er et skridt i den rigtige retning for beskyttelse af børns rettigheder, og det skal anerkendes og opmuntres,” siger Mohamed Fall, der er UNICEF’s repræsentant i Nigeria.

”Det er børnene, der har lidt mest under denne konflikt.De er blevet brugt af væbnede grupper i både kamp og andre roller, og de har oplevet død, drab og vold. Deres medvirken i denne krig har haft alvorlige konsekvenser for deres fysiske og mentale velbefindende,” siger han.

Tusinder af børn rekrutteret

CJTF er et borgervagtværn, der blev dannet i 2013 for at beskytte lokalsamfund mod angreb fra Boko Harams side. Men gruppen har også rekrutteret hundredvis af børn, som både er blevet brugt som soldater og i andre funktioner.

Inklusiv fredagens frigivelse har CJTF i alt frigivet 1727 børn, som hidtil har været en del af gruppen, oplyser UNICEF. Side da har den ikke rekrutteret nye medlemmer under 18 år.

Det er uklart, hvor mange børn der stadig er en del af militsen.

Boko Haram har ligeledes rekrutteret tusindvis af børn, der for langt de flestes vedkommende er tvunget til at kæmpe for den yderliggående islamistiske bevægelse, skriver UNICEF.

I årene mellem 2013 og 2017 er mindst 3500 børn blevet rekrutteret af ikke-statslige væbnede grupper i det nordøstlige Nigeria, viser UNICEF’s opgørelse.

Mange andre børn er blevet bortført, lemlæstet, voldtaget eller dræbt af de militante grupper.

”Så længe der stadig er børn, der er påvirket af kampene, kan vi ikke opgive kampen for børnene. Vi vil fortsætte, indtil der ikke er flere børn tilbage i de væbnede gruppers rækker i Nigeria,” siger Mohamed Fall.

Omkring 10.000 mennesker, der tidligere har været en del af de væbnede grupper eller har været voldsomt påvirket af den igangværende konflikt, har været igennem programmer for at få uddannelse, psykosocial støtte og andre tilbud, der kan hjælpe dem til at blive re-integreret i lokalsamfundet.