Det sidste kapitel i Nelson Mandela’s 95 årige lange liv blev et langt sygdomsforløb, hvor det hurtigt stod klart, at et helt usædvanligt liv nærmede sig sin endelige afslutning.
Folk i Sydafrika har derfor undgået chokvirkningen og haft tid til indstille sig på et Sydafrika uden nationens faderskikkelse.
Det har i Sydafrika naturligvis ført til en besindelse på, både hvad arven fra Nelson Mandela – hans legacy – egentlig er, og hvordan og af hvem den skal forvaltes.
Alle afrikaneres ejendom
Men også folk i resten af Afrika føler et ejerskab til Mandela og er begyndt at gøre sig klart, hvad han har betydet for dem.
Mandela ses som tilhørende hele det afrikanske kontinent og ikke blot Sydafrika, og i videre forstand ses han på grund af sit livs kamp og dets ofre og på grund af sit stærke frihedsbudskab som alle afrikaneres ejendom, også den store gruppe, der på grund af slavehandelen med dens påtvungne emigration nu betegnes som afroamerikanere.
Symbolikken for sidstnævnte gruppe blev meget tydelig under præsident Barack Obama’s rejse i Afrika med besøg i Sydafrika, som fandt sted, mens Mandela lå stærkt svækket på hospitalet.
Det tjener til Obama’s ære, at han selv udelukkede en “photo opportunity” – andre udviste ikke den samme finfølelse.
Alligevel blev det fremhævet, at her kom USA’s første sorte præsident for at hylde Sydafrika’s første sorte præsident, der var gået sejrrigt ud af kampen mod apartheid-systemet.
Mandela og Martin Luther King
Det faldt Obama helt naturligt at hylde Nelson Mandela ved at placere ham på niveau med Martin Luther King. De havde ført den samme kamp mod racediskrimination og for frihed og tolerance.
Det giver et særligt perspektiv at minde om, at de to både var næsten jævnaldrende (Mandela er blot ti år ældre) og førte deres kamp på samme tid.
Martin Luther King holdt sin berømte tale “I have a dream” i august 1963, og Nelson Mandela holdt sin forsvarstale ved retten, hvor han blev idømt livsvarigt fængsel, mindre end et år efter, i april 1964.
Jeg husker meget tydeligt, hvor stærkt et indtryk forsvarstalen gjorde på mig, da jeg i Uganda læste den trykte udgave i den engelske søndagsavis The Observer.
Den når for den sidste tredjedels vedkommende samme niveau som “I have a dream”, og specielt slutningsafsnittet fortjener samme berømmelse:
“This is the struggle of the African people, inspired by their own suffering and their own experience. It is a struggle for the right to live”.
“During my lifetime I have dedicated myself to this struggle of the African people. I have fought against white domination, and I have fought against black domination. I have cherished the ideal of a democratic and free society in which all persons live together in harmony and with equal opportunities”.
“It is an ideal which I hope to live for and to achieve. But if needs be, it is an ideal for which I am prepared to die.”
Programerklæring for regnbuenationen
Dette er en programerklæring for den regnbuenation, der med Mandela som inspirator og arkitekt siden opstod af apartheidsystemets aske.
Men det er også en programerklæring for hele Afrikas frihedskamp og opgør med kolonialismen. De to ting er tæt forbundne.
Da Ghana som det første land i tropisk Afrika blev selvstændigt i 1957, understregede den nye leder, Kwama Nkrumah, at kampen mod kolonialismen ikke var vundet, førend apartheidsystemet var bragt til fald.
Derfor står Mandela for resten af Afrika som den ledende skikkelse og som symbolet for de idealer, der var bærende i kampen for frihed og selvstændighed.
Mange af de afrikanere, som jeg mødte i ugerne under Mandela’s hospitalsindlæggelse, havde alle den samme reaktion:
Han var deres håb og deres sikkerhed og garanti for, at trods modgang og skuffelser i de første årtier efter selvstændigheden ville kampen lykkes.
Og idealernes levedygtighed blev til fulde bekræftet, da Mandela selv kom i mål i Sydafrika hen mod slutningen af det 20. årh.
Derfor føler mange afrikanere, at også de har ejerskab til Mandela. Han bliver den skikkelse, der står som symbolet for hele det afrikanske kontinent i det 20. århundrede, og hans idealer skaber visionen for Afrikas videre udvikling.
Netop disse fælles værdier, der omfatter alle folk af afrikansk oprindelse, fik en markant bekræftelse i den deklaration, som de afrikanske statsledere udstedte efter topmødet den 25. maj i år, hvor de var samlet i Addis Abeba for at fejre 50-året for grundlæggelsen af Den Afrikanske Union (AU):
Kampen mod undertrykkelse, kolonialisme og apartheid “shaped our common destiny and enhanced our solidarity with peoples of African descent”.
Var han “for eftergivende”?
Når man markerer en betydningsfuld og elsket persons bortgang, er der altid en risiko for at tegne et meget positivt eftermæle.
I Nelson Mandela’s tilfælde vil de fleste prøve at fastholde inspirationen fra legenden om hans liv og virke længst muligt.
Derfor hører det også med til billedet, at man i de senere år har kunnet møde mere radikale strømninger især blandt yngre afrikanske intellektuelle, at Mandela var for tolerant og for tilgivende over for de ansvarlige for apartheidsystemets overgreb.
Især peger de på, at Mandela ikke gik vidt nok for at gennemføre den politiske og sociale revolution, som Sydafrika havde brug for.
Der sættes altså spørgsmålstegn ved ideen om regnbuenationen målt med de løfter og forhåbninger, som ikke er blevet opfyldt siden befrielsen.
Adressen er endnu tydeligere, når en kendt afrikansk præsident, der absolut ikke hører til de yngre intellektuelle, Zimbabwe’s Robert Mugabe, direkte udtaler, at Mandela var for blød, fordi han ikke førte kampen mod kolonialismen til ende, men gik på kompromis med det hvide mindretal i Sydafrika.
I dette tilfælde må kommentaren dog være, at angreb er det bedste selvforsvar og tjener som et forsvar for Mugabes egen mislykkede politik på området, der i sin ideologiske forkrampethed er i modstrid med de værdier, som Mandela står for..
Person af sjældent karat
Denne debat om Nelson Mandelas eftermæle og betydning for historiens gang – hans legacy – vil uden tvivl blive intensiveret i de kommende år.
Tilbage vil altid stå, at han i sin person sammenfattede den sjældne kombination af et stærkt frihedsbudskab, et martyrium med 28 års fængsel for at holde urokkeligt fast ved budskabets idealer, og en varm personlighed fuld af humor og charme.
Holger Bernt Hansen (78) er tidligere leder af Center for Afrikastudier på Københavns Universitet og tidligere formand for U-landsstyrelsen og U-landsrådet.
