NGO’er sætter ind med lobbyindsats inden bistandshug

Forfatter billede

De danske udviklingsorganisationer har ikke tænkt sig at æde regeringens bebudede besparelser på u-landsbistanden uden kamp.

Ud over den krasse kritik i offentligheden foregår der i øjeblikket et grundigt lobbyarbejde på Christiansborgs indre linjer, skriver Altinget tirsdag.

NGO’ernes fælles platform, Globalt Fokus, har nedsat en såkaldt “task force” bestående af bl.a. Vagn Berthelsen fra IBIS, Birgitte Qvist-Sørensen fra Folkekirkens Nødhjælp og Globalt Fokus-formand Lars Udsholt.

Bevæbnet med notater og konsekvensberegninger har gruppen de seneste uger mødtes med centrale ordførere i Folketinget for at få dem overbevist om, at besparelserne fra 0,87 til 0,7 af BNI er for drastiske.

Og taskforcen er blevet mødt af åbne døre på Christiansborg.

“Præsentationen af finansloven er sovset ind i spin og politiske argumenter. Så partierne i Folketinget er nødt til at få valideret beregningerne andre steder. Derfor oplever jeg, at begge sider af folketingssalen er taknemmelige for, at vi kommer med nogle andre tal og vinkler end regeringen,” siger Globalt Fokus’ formand, Lars Udsholt, til Altinget.

De Konservatives tidligere formand Lars Barfoed, som i dag er lobbyist i bureauet Communiqué, vurderer, at udviklingsorganisationerne stadig har mulighed for at påvirke udseendet af den endelige finanslov.

”Det er bestemt ikke klappet af. Det er klart, at indholdet selvfølgelig er afstemt internt i Venstre, men bestemt ikke i forhold til det parlamentariske grundlag,” siger han til Altinget.