Nigerias opposition: Provokerende at udskyde valg

Forfatter billede

Valgkommissionen i Nigeria har besluttet at udskyde valget seks uger på grund af sikkerheden. Oppositionen betegner beslutningen som et tilbageskridt for demokratiet og beskylder præsidenten for at forsøge at vinde tid i en valgkamp, han er ved at tabe.

De soldater, der skulle have bevogtet valgstederne ved præsidentvlget på lørdag, er indsat i kampen mod den militante gruppe Boko Haram i det nordøstlige Nigeria.

Dermed ville de være en alt for stor sikkerhedsmæssig udfordring at afholde valg den 14. februar som planlagt, siger valgkommissionen.

I stedet finder præsidentvalget sted den 28. marts, mens regionsvalg er udskudt til 11. april, meddelte valgkommissionen lørdag aften.

Tidligere har præsidentens sikkerhedsrådgiver opfordret til, at valget udskydes. Det skyldes, at millioner af vælgere endnu ikke har fået deres valgkort eller det biometriske ID-kort, der er nødvendigt for at registrere sig som vælger.

Udskydelsen af valget er en god nyhed for regeringen, men dårligt nyt for de vælgere der troede, at de nu får reelt demokrati, skriver analytiker Remi Adekoya i en kommentar i den britiske avis The Guardian.

Kritik af præsidenten

Formanden for oppositionspartiet APC, John Odigie-Oyegun, kalder beslutningen ”yderst provokerende” og ”et stort tilbageslag for det nigerianske demokrati”.

Mange af APC’s vælgere ventes at blive vrede over udsættelsen af valget, som de betragter som et forsøg fra den siddende præsident, Goodluck Jonathan, på at vinde tid i en valgkamp, som han var godt på vej til at tabe.

Meningsmålinger har tydet på dødt løb valg mellem præsidenten og udfordreren fra APC, Muhammadu Buhari. Sidstnævnte ser dog ud til at være gået frem i målingerne i de seneste uger.

Partiformanden har opfordret nigerianerne til at ”bevare roen og afstå fra vold”.

Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, siger, at USA er ”dybt skuffet over den seneste udvikling.

”Politisk indblanding i den uafhængige nationale valgkommission er uacceptabelt, og det er afgørende at regeringen ikke bruger sikkerhedshensyn som påskud for at forhindre den demokratiske proces,” siger Kerry ifølge BBC.