Nike-leverandør massefyrer fabriksarbejdere i Indonesien

gettyimages-1228291347
"Du kan ikke stoppe os" – sådan lyder sloganet for en ny Nike-kampagne, der her pryder en bygning i Barcelona, august 2020.
Foto: Paco Freire/SOPA Images/LightRocket via Getty Images
Forfatter billede

2. september 2020

Det blev modtaget positivt, da Nike tilbage i maj forsikrede sine leverandører om, at sportsgiganten nok skulle betale omkostninger ved eventuelle aflyste ordrer. Det skulle hjælpe leverandørerne med at dække tabte produktionsudgifter.

Nu, knap fire måneder senere, er den indonesiske arbejderorganisation Indonesian Labor Association Movement (GSBI) knapt så imponeret over for Nikes løfte, efter at en taiwanesisk ejet skofabrik i Indonesien varsler fyringer af 7.000 fabriksarbejdere, hvis ikke fagforeningerne accepterer en lønnedgang for de ansatte. Det skriver The Jakarta Post.

GSBIs generalsekretær Emelia Yanti Siahaan kritiserer fabrikken for at lade de ansatte betale for den økonomiske krise, fabrikken står i som følge af Covid-19.

“Lad være med at lægge Covid-19-byrden på arbejdernes skuldre alene,” siger hun i The Jakarta Post.

Ifølge hende mangler PT Victory Chingluh, som fabrikken hedder, stadigvæk at gøre rede for årsagen til fyringsvarslet. Hvis firmaets tabte penge er resultatet af en aflyst ordre fra Nike, ville det være et direkte brud på det løfte, som sportsgiganten gav i maj. 

Reducerede lønnen for 17.000 arbejdere
Emelia Yanti Siahaan mener, at fabrikken har ignoreret de indonesiske fagforeningers forsøg på forhandlinger. PT Victory Chingluh har allerede reduceret arbejdsdagene for de ansatte og nedsat lønnen for over 17.000 af sine fabriksarbejdere. 

Det står ikke klart, om lønnedgangen har en sammenhæng med en eventuel annulleret ordre fra Nike. Fabrikken har tidligere sagt, at Covid-19 og et nedadgående marked for skosalg er hovedårsagen, men hvorvidt bestillinger fra Nike spiller en rolle, kan de lokale fagforeninger ikke få at vide. 

Allerede tilbage i april fyrede fabrikken de første 5.000 arbejdere som en direkte konsekvens af ændringer på markedet for Nike-sko.

”[PT Victory Chingluh] besluttede sig for at afskedige arbejderne, fordi der har været en kraftig reducering i efterspørgslen på Nike-sko. Vi fik forklaret årsagen til massefyringerne på et møde, hvor arbejdernes fagforening også var til stede,” sagde direktøren for beskæftigelse i det område, hvor PT Victory Chingluh og andre lignende fabrikker ligger, til The Jakarta Globe. 

GSBI tog dengang kontakt til Nike for at få klarhed i sagen, men har  endnu ikke modtaget svar, lyder det fra Emelia Yanti Siahaan.

I et skriftligt svar til The Jakarta Post i sidste uge skriver Nikes globale kommunikationsafdeling, at:

”I tilfælde af aflyste ordrer er vores politik og aftale med vores leverandører, at Nike vil betale et passende beløb for ordrerne, afhængigt af produktionsstadiet, som vores leverandør oplyser os om, for at sikre eventuelle tab, som den aflyste ordre måtte medføre.”

Hvis du skriver under, bliver du fyret 
PT Victory Chingluhs fabrik ligger i byen Tangerang tæt på hovedstaden Jakarta.

Byen er hovedsæde for mange firmaer, og det industrielle område er en vigtig del af den lokale økonomi, men har sine udfordringer i forhold til arbejderrettigheder. Fabrikkerne i Tangerang har deres egen fagforeningskoalition, og da pandemien for alvor tog fart, forsøgte den at indsamle underskrifter fra fabriksarbejdere i protest mod lønnedgange. 

Men arbejderne, som gav deres underskrifter, blev efterfølgende mødt med juridisk intimidering og truet med fyringer, fortæller Suwandi, der er leder af koalitionen til The Jakarta Post.

”En HR-medarbejder fra fabrikkerne sad i fagforeningskoalitionens sekretariat fra morgen til aften og uddelte fyringsvarsler, når fagforeningsledere prøvede at få deres medlemmer til at deltage i underskriftsindsamlingen,” siger Suwandi.

Ifølge Suwandi har PT Victory Chingluh ikke været transparent nok omkring situationen af sin ordrebog, på trods af at firmaet har rekrutteret nye arbejdere, fremskaffet nye maskiner og opkøbt grunde i en anden by i regionen.

Indonesien var blandt de tre største leverandører af sko til Nike i 2019. Landet stod for 21 procent af sportsgigantens samlede produktion af sko kun overgået af henholdsvis Vietnam og Kina.

PT Victory Chingluh har produceret sko til Nike siden 2018.