Nordea sætter stop for spekulation i fødevarer – NGOer: EU må følge trop

Forfatter billede

Nordea meddelte tidligere på måneden, at bankkoncernen dropper alle investeringer i basale fødevarer. Beslutningen vækker glæde hos danske udviklingsorganisationer.

De opfordrer nu EU til at følge “det gode eksempel og gennem lovgivning sætte en stopper for den overdrevne spekulation i fødevarer”, fremgår det af en pressemeddelelse fra CARE Danmark mandag.

I Nordea årsrapport for ansvarlig investering, der udkom for nylig, meddelte banken, at den ikke længere ville tilbyde sine kunder at investere i fødevarer, fordi man ikke længere anser spekulation i basale fødevarer som en ansvarlig investering.

Nordeas beslutning er truffet på baggrund af internationale analyser og banken erkender nu i modsætning til tidligere, at der er en sammenhæng mellem spekulation på de finansielle markeder og rekordhøje fødevarepriser, hedder det.

”Nordeas udmelding må få Danske Bank og Jyske Bank til at følge trop. Spekulation i fødevarepriser en af de mest forkastelige former for investeringer og danske banker skal ikke vente på politisk indgriben men selv tage et ansvar”, siger Kenneth Haar, finansmedarbejder i Corporate Europe Observatory.

“Uambitiøst udspil fra EU”

Frivillige tiltag fra bankerne er dog ikke nok til at sætte en stopper for overdreven spekulation i fødevarepriser.

Lige nu er EU ved at revidere den lovgivning, der spiller en helt central rolle for at begrænse spekulationen. Men desværre er EU’s nuværende lovudspil langt fra ambitiøst nok, gør NGOerne gældende.

”Nordeas beslutning dokumenterer med al tydelighed, at spekulation i fødevarer er uansvarligt. Derfor må det danske EU-formandskab arbejde for, at EU-landene anerkender, at spekulation spiller en rolle i de ekstreme prisudsving på fødevarer, og at EU indfører et stop for spekulation i fødevarer”, anfører Laust Leth Gregersen.

Han er politisk medarbejder hos Concord Danmark – en paraplyorga-nisation for danske NGOer med særlig interesse i EUs bistandsarbejde.

Under det danske EU-formandskab i første halvår af 2012 leder Danmark forhandlingerne omkring en revision EU-lovgivningen, der regulerer finansmarkederne – kaldet direktivet om markeder for finansielle instrumenter.

De regulerer bl.a. handlen i EU med værdipapirer baseret på fødevarer. De danske udviklingsorganisationer opfordrer derfor erhvervs- og selskabsminister Ole Sohn (SF) til at gå aktivt ind i forhandlingerne.

Spekulation koster menneskeliv

Verden har de seneste år været vidne til historisk voldsomme udsving i de globale fødevarepriser, hvilket spekulationen i basale fødevarer har gjort sit til at forstærke.

Det har kastet millioner af fattige ud i sult, hungersnød og fattigdom. Nordea er langt den største danske investor i de såkaldte strukturerede obligationer baseret på fødevarepriser, så beslutningen kan få stor betydning, hedder det.

“I CARE er vi glade for Nordeas skridt og det vigtige signal, det sender både til politikerne og andre finansinstitutioner”, siger Rolf Hernø, programkoordinator i CARE Danmark.

“Ikke mindst er det vigtigt for de millioner af mennesker i u-landene, det i sidste ende handler om. Nordeas beslutning er med til at forebygge, at de igen må skære voldsomt ned på deres madindkøb, som det skete under de store prisudsving i 2008 og igen sidste år”, lægger han til.

Yderligere oplysninger hos:
Policymedarbejder i Concord Danmark, Laust Leth Gregersen
tlf. 30 23 03 86 og e-mail: [email protected]
Projektkoordinator i CARE Danmark, Line Gamrath Rasmussen
tlf. 53 72 72 50 og e-mail: [email protected]