I Rwandas grønne bakker, inde mellem plantagerne med sukkerør, ligger Kabuye. Her på landets eneste sukkerfabrik larmer maskinerne i døgndrift, og den søde lugt af melasse hænger over fabriksområdet.
De 500 ansatte på treholdsskift ænser knapt larmen eller lugten, og de har fundet arbejdsglæden, efter det sidste år lykkedes at indgå en overenskomst med ledelsen. Aftalen gav alle ansatte en lønforhøjelse på 25 procent.
“Den overenskomst har medført enorme forandringer,” fortæller maskintekniker Jacques Nyirigira, der nu tjener hvad der svarer til 1500 danske kroner om måneden.
“For mig og min familie har lønforhøjelsen betydet, at vi nu kan få hverdagen til at hænge sammen. Før i tiden skyldte vi penge til højre og venstre, men nu behøver vi ikke låne mere. Den overenskomst har betydet en enorm forandring,” siger han.
Flere overenskomster på vej
Sukkerarbejderne har ikke kun fået mere i lønningsposen. De har også fået et så forbedret arbejdsmiljø, at de ansatte ikke længere løber af pladsen, så snart et andet job viser sig. Tidligere var der meget stor udskiftning af arbejdere, fordi dem, der kunne, forsvandt til bedre lønnede jobs så snart det var muligt.
Overenskomsten på Kabuye sukkerfabrik er kun den tredje i hele Rwanda. De to andre er indgået på en teplantage i den nordlige del af landet. Og flere overenskomster er undervejs, fortæller generalsekretær for CESTRAR – Rwandas LO – Eric Manzi.
CESTRAR (Centrale Syndicale des Travailleurs du Rwanda) har med støtte fra Ulandssekretariatet været primus motor for træningskurser for flere hundrede lokale tillidsfolk. Kurser, hvor medlemmerne lærer om arbejdernes basale rettigheder, om social dialog og forhandlingsteknik i praksis.
Konfrontation afløst af dialog
Gabriel Ndayisabye er tillidsmand på sukkerfabrikken. Det er hans fortjeneste, at overenskomsten er kommet i hus, og at der i dag er et godt og tillidsfuldt fællesskab mellem medarbejdere og ledelse.
“Tidligere fik vi altid bare et nej, når vi gik til ledelsen med ønsker om forbedringer af vores vilkår. Selv om vi ikke havde noget beskyttelsesudstyr og lønnen var elendig. Så stemningen var tit så spændt, at vi ofte var tæt på en konfrontation,” husker Gabriel.
Det er helt anderledes nu. På tillidsmandskurserne har Gabriel lært, hvordan man får arbejdsgiverne involveret i social dialog – hvordan man henvender sig med én ting ad gangen, hvordan man argumenterer sin sag, og hvordan man forklarer, hvilke fordele der er for ledelsen. Han har lært at være systematisk i sin tilgang og at se en sag fra begge sider. Og det gav resultat efter tre måneders hårde forhandlinger.
“Det sværeste var at få forhandlet lønforhøjelsen hjem. Vi havde stillet krav om 50 procent mere, men fabrikken var i en økonomisk krise, så vi besluttede at vise fleksibilitet og indgå en aftale på det halve af vores krav. Det er jo ikke sådan, at alt hvad man beder om, falder ned fra himlen. Man må være realistisk – og jeg kender mine begrænsninger,” fortæller Gabriel Ndayisabye.
Ledelsen vil motivere
I 2017 skal overenskomsten genforhandles. Og Gabriel er sikker på, at de kommende forhandlinger også vil gå godt. For ledelsen er blevet overbevist om, at et godt forhold til medarbejderne er til fordel for produktionen.
“Når arbejderne har gode forhold, øger det motivationen. Det giver stabilitet og i sidste ende et bedre resultat for os,” siger fabrikkens administrerende direktør, Anselme Habinana.
Han erkender, at fabrikkens ledelse tidligere havde et meget negativt syn på fagforeninger. Men det har ændret sig med samarbejdet om overenskomsten.
“Vi har et meget godt forhold til CESTRAR. Når vi diskuterer problemer, så finder vi altid et kompromis,” siger direktøren.
