Nye folk i Globalnyts bestyrelse med vægt på forretningsudvikling

Gerd Kieffer

10. maj 2022

Carsten Lakner.
Foto: Privat

Globalnyt udgives af Foreningen Globalnyt, som er en almennyttig forening. På den nyligt overståede generalforsamling fik bestyrelsen tilført nye kræfter med erfaring og viden om blandt andet forretningsudvikling, markedsføring, funding og medieverdenen.

Carsten Lakner er chief commercial officer i startup-virksomheden Mediacatch, som ved hjælp af blandt andet kunstig intelligens arbejder med medieovervågning.

Siden 1998 har han arbejdet med strategisk og taktisk markedsføring, brandpositionering og overordnet kampagneudvikling – altid med det digitale som fortegn og innovation i ascendenten.

Det er blevet til en række ledende stillinger hos blandt andet CNN (Time Warner), Fox, Disney, Discovery og senest i DR, hvor han blandt andet har været chef for markedsføringsafdelingens 80 mand.

Andreas Honoré.
Foto: Privat

Andreas Honoré er business development manager i virksomheden RISMA, som leverer software-as-a-service inden for Governance, Risk og Compliance (GRC).

Han har ti års erfaring i at arbejde med CSR, fundraising og forretningsudvikling i start-ups, internationale ngo’er og virksomheder, og han har arbejdet med udviklingsprojekter og strategiske partnerskaber i både ind- og udland.

Han er optaget af, hvordan virksomheder kan være med til at drive en positiv udvikling i verden og understøtte den forandringsrejse mod bæredygtighed, der kommer til at definere de næste årtier.

Nimbus Poulsen. Foto: Privat

Nimbus Poulsen er financial & administration manager i organisationen Conducive Space for Peace.

Han har mere end 25 år erfaring med dansk og internationalt udviklingssamarbejde i Afrika, Asien og Sydamerika, herunder tilsammen otte års udstationering i Mozambique.

Hans primære funktioner har været inden for finansiel styring og ledelse, men han har også beskæftiget sig med HR og IT. Han har tidligere siddet i Globalnyts bestyrelse.

Udover de tre nye fortsætter fem af medlemmerne af den tidligere bestyrelse. Det er Mikkel Hauschildt, som ikke var på valg og Lisbet Fich, Lotte Dahlmann, Helene Ellemann-Jensen og Kim Jensen, som alle fire blev genvalgt.

Signe Kold Andersen blev valgt som første suppleant. Hun har syv års professionel erfaring inden for digital markedsføring og har opbygget en solid viden og hands-on erfaring inden for sociale medier, digital branding samt at skabe kvalitetsindhold og positive oplevelser online. Hun er web- og SoM-redaktør for Økologisk Landsforening og har tidligere arbejdet for Salling Group og Red Barnet.

Ingrid Pedersen fortsætter i bestyrelsen som anden suppleant.

Tre bestyrelsesmedlemmer takkede af. Det var Hans Peter Dejgaard og Tobias Simonsen, der ikke stillede op igen, og Camilla Bøgelund, som ønskede at trække sig.

Udover at vælge ny bestyrelse vedtog generalforsamlingen også bestyrelsens forslag om at forperson, næstforperson og kasserer kan få vederlag for deres arbejde i bestyrelsen. Der er sat 40.000 kroner af i det kommende års budget.