Kinas aggressive finansielle adfærd og voksende indflydelse i udviklingslandene, ikke mindst i Afrika, kræver et modsvar fra Vesten.
Det er kort fortalt forklaringen på, at USA´s præsident Donald Trump nu har givet grønt lys til etableringen af en ny statslig investeringsinstitution, som skal tilbyde udviklingslandene et alternativ til Beijings bugnende pengepung.
Læs også: En ny gældskrise for Afrika – er det Kina?
Det såkaldte U.S. International Development Finance Corporation (USIDFC) skal efter planen erstatte og bygge videre på de allerede eksisterende statslige finansieringsinstitutioner Overseas Private Investment Corporation (OPIC) og Development Credit Authority, som begge er sat i verden for at mobilisere privat kapital og investeringer i udviklinglandene ved hjælp af offentlige (bistands)midler – i grove træk USA´s pendant til Danida Business Finance og Investeringsfonden for Udviklingslande.
Den nye institution får markant videre rammer og beføjelser (ikke mindst mulighed for direkte kapitalinvesteringer og ejerandel i virksomheder) end OPIC hidtil har haft og et dobbelt så stort budget, som tillader en global portefølje på op til 60 milliarder amerikanske dollar.
Læs også: USA´s udviklingspolitik står i Trumps tegn
“Under Obama-administrationen(…)udviklede vi en meget tydelig ønskeseddel for at optimere OPIC, og stort set alt på den ønskeseddel bliver imødeset med den nye lov (som etablerer USIDFC, red.), udtaler Elizabeth Littlefield, som var præsident for OPIC mellem 2010 og 2017 til netmediet The Hill.
Læs den såkaldte BUILD Act of 2018 her (loven som etablerer USIDFC)
Trump havde ellers planer om at lukke OPIC ned, da han trådte til som præsident for halvandet år siden, og ifølge en analyse i avisen Financial Times, skal præsidentens kovending på dette område ses i lyset af Trump-administrationens konfrontatoriske Kina-politik, og en generel bekymring i Washington om Kinas voksende indflydelse og aggressive finansielle adfærd i udviklingslandene, ikke mindst i Afrika.
Det skulle, ifølge flere Washington-medier, være det argument, som Kongressen har brugt til at overbevise Trump om behovet for det nye udviklingsagentur.
Da etableringen af USIDFC blev stemt igennem Senatet i sidste uge, beskrev USA´s vicepræsident Mike Pence således også den nye institution, som “en måde hvorpå USA kan tilbyde verdens lande et retfærdigt og gennemsigtigt alternativ til Kinas gældsfælde-diplomati.”.
USA kan ikke konkurrere med Kinas udviklingsmodel
USIDFC kommer på et tidspunkt, hvor de europæiske lande, EU og Kina alle er i fuld færd med at udvide og udvikle deres finansieringinstitutioner og instrumenter for “blended finance”, om end på forskellig vis. Med etableringen af USIDFC vil USA stadig halte efter EU, når det gælder om at bruge offentlige midler til at mobilisere private investeringer i udviklingslande.
Men det nye initiativ er alt andet lige en styrkelse af USA´s udviklingspolitiske og handelsdiplomatiske arsenal og tilstedeværelse, som med OPIC´s nuværende præsident Ray Wishburnes ord, “vil hjælpe til at modernisere amerikansk udviklingsfinansiering og gøre den mere smidig og konkurrencedygtig, ikke mindst i lyset af Kinas statstyrede initiaver, som bidrager til at efterlade mange udviklingslande i dyb gæld.”.
Men om USIDFC reelt kan modvirke Kinas voksende rolle og indfyldelse i udviklingslandene, ikke mindst når det kommer til lån og investeringer i Afrika, er ifølge flere amerikanske udviklingseksperter mere tvivlsomt.
Læs også: Kina opretter statsligt udviklingagentur
“Det er en fordobling af den amerikanske indsats på området (development finance, red.) som vil tage tid at implementere, men omvendt give mange nye muligheder for amerikansk involvering i flere projekttyper og lande,(…) men det er ikke på omgangshøjde med hvad Kina kan tilbyde, som i teorien har trillioner af dollars til rådighed i blandt andet Den Kinesiske Udviklingsbank,” vurderer Tod Moss, som er senior fellow ved Center for Global Development i Washington.
I et interview med magasinet Foreign Policy, forklarer OPIC´s forhenværende præsident Elizabeth Littlefield, at det ikke kun er Kinas pengekasse eller fraværet af politiske indblanding og krav til udviklinglande, som gør det svært at konkurrere med Beijing.
“Kinas statsdrevne udviklingsmodel tilbyder udviklingslandene mere end blot penge. De statsejede kinesiske selskaber kan tilbyde hele værdikæden: fra projektering, ingeniørarbejde, byggearbejde og meget andet, udover finansieringen alene. Så det egentlige spørgsmål er ikke så meget volumen (omfanget af finansiering, red.), men at Kina kan tilbyde hele pakken med ‘China Inc.’. Den amerikanske handelsminister kan eksempelvis ikke levere General Electric, hvis projektet ikke huer General Electric. Men Kina kan omvendt levere deres pendant til General Electric.”.
Bistand, investeringer og gældsfælde-diplomati
Mellem 2000 og 2016 lånte Kina 125 milliarder dollars til afrikanske lande, ifølge tal fra China-Africa Research Initiative at Washington’s Johns Hopkins University School of Advanced International Studies.
Ifølge det amerikanske forskningsinstitut AidData, som i 2017 publicerede det hidtil største forskningsarbejde om kinesisk udviklingsbistand, kan en mindre andel af Kinas engagement betegnes som “egentlig bistand” (ODA), mens størstedelen udgør “øvrige officielle pengestrømme” (OOF) i form af lån og investeringer til kommercielle projekter i udviklings- og mellemindkomstlande på mere eller mindre fordelagtige vilkår.
Ifølge AidData er det nødvendigt at medregne de “øvrige officielle pengestrømme”, hvis man vil tilnærme sig et meningsfuldt billede af Kinas samlede udviklings-aftryk på verdensplan.
Mellem 2000 og 2014 ydede Kina, ifølge AidData, 354,4 milliarder dollar i ODA og OOF, alt i mens USA tilsvarende ydede 394,6 milliarder dollar i samme periode.
Kina er ofte blevet kaldt for en “rogue donor”, fordi landet ikke spiller efter internationale normer og regler for bistand: betegnelsen henviser kort fortalt til, at Kina køber sig til adgang til naturressourcer gennem lån og udviklingsprojekter, ofte hos autoritære regimer, som landet dermed er med til at holde hånden under.
Læs også: Kina lover nye – og bedre – investeringer i Afrika
Dette billede er dog ikke understøttet af fakta, når det kommer til den klassiske bistand (ODA), konkluderer AidDatas forskning, som dog indikerer, at de øvrige investeringer (OOF) rigtignok hælder mod lande, som er bedst i stand til at tilbagebetale deres lån, har flere naturressourcer, er mere korrupte og som Kina betrager som værdifulde handelspartnere.
Ifølge en analyse fra Brookings Institution er faren, at Kina “låner for mange penge til risikable lande” med dårlig regeringsførelse.
Resultatet er, at de kommercielle projekter, som Kina låner penge til, har større chancer for at mislykkes – og dermed risikerer at sætte låntagerne i en gældsklemme, som Kina kan udnytte til at fremme egne interesser og indflydelse med i det pågældende land: Dette fænomen kaldes for “kinesisk gældsfælde-diplomati”.
Kilder: Wall Street Journal, Foreign Policy, Financial Times, Devex, Brookings Institution, AidData, The Hill, Center for Global Development, OPIC.gov, Congress.gov.