Indbyggerne i flere af Zimbabwes byer blev torsdag overrasket af et nyt dagblad, der blev delt ud på gaderne. Avisen, der hedder The Mail, forventes at udkomme fast fra den kommende uge. Det rapporterer radiostationen SW Radio Africa på sit website.
Der er ifølge radiostationen stor usikkerhed om, hvem der egentlig står bag den ny avis. Der er for eksempel rygter om, at det er Robert Mugabes parti, ZANU-PF. Men en kritisk forsideartikel om at partiet MDCs offentlige møder er blevet forhindret af politiet, kunne tyde på at det ikke er ZANU-PF, der står bag.
Der findes i forvejen fire dagblade i landet, The Daily News, NewsDay, The Chronicle og den statsvenlige Herald. Det meste af befolkningen har dog ikke råd til at købe aviser og er derfor afhængige af radioen for at holde sig underrettet.
Da den siddende enhedsregering – hvor både ZANU-PF og MDC er repræsenteret – trådte til i 2008 lovede den at reformere presselovgivningen og herunder adgangen til radiofrekvenserne. Det er dog ikke sket endnu og der eksisterer i dag ingen uafhængige radiostationer i landet. Radiostationen SW Radio Africa har forgæves forsøgt at få sendetilladelse. Den sender derfor på kortbølge og på internettet fra Storbritannien.