Nyt site skal hjælpe afrikanske journalister og whistleblowers

Laurits Holdt

Afrikanske journalister og whistleblowers har fået et nyt værktøj, der skal gøre det nemmere og mere sikkert for whistleblowers at lække fortrolige dokumenter til nøje udvalgte medier og organisationer.

Tirsdag blev Afrileaks lanceret. Sitet skal gøre det muligt at lække fortrolige dokumenter, der kan have offentlighedens interesse.

Sitet har taget sit navn efter det berømte og berygtede Wikileaks men fungerer på en anden måde. Hvor Wikileaks offentliggør de lækkede dokumenter på sit website formidler Afrileak de lækkede dokumenter videre til en række på forhånd godkendte medier.

Systemet gør det muligt for folk at dele fortrolige dokumenter med offentligheden ved at oploade dokumenterne til sitet og vælge hvilke medier, der skal have have dem.

De deltagende medier og organisationer er enten medlem af African Network of Centers for Investigative Reporting (ANCIR) eller er blevet nøje udvalgt af et udvalg af undersøgende journalister.

Afrileaks drives i et samarbejde mellem African Network of Centers for Investigative Reporting og Hermes Center for Transparency and Digital Human Rights.

Læs mere om Afrileaks på https://www.afrileaks.org/