Nyt udbrud af ebola

Laurits Holdt

Myndighederne i den Demokratiske Republik Congo bekræfter at der nu også er udbrudt ebola i det kæmpemæssige land. Der er dog tale om et isoleret tilfælde, som så vidt vides ikke har forbindelse til det alvorlige udbrud af den dødbringende virus i Vestafrika, der foreløbig har kostet 1.427 dødsofre.

Sygdommen ebola, der for tiden hærger i Vestafrika, er nu også brudt ud længere mod syd – i den Demokratiske Republik Congo (DR Congo). Det skriver BBC og citerer landets sundhedsminister som kilde.

Udbruddet er sket i byen Boende i den nordlige del af landet, hvor to personer er blevet testet positive for sygdommen. Ifølge BBC er 13 indtil videre døde.

Ifølge sundhedsministeren, Felix Numbi, er udbruddet sket i et isoleret område og det tyder på at udbruddet ikke er relateret til udbruddet i Vestafrika. Et udbrud som WHO, Verdenssundhedsorganisationen, kalder uden fortilfælde.

Der findes ingen behandling mod sygdommen men et medikament, Zmapp, der fortsat er under udvikling, er blevet brugt på en række patienter og har muligvis reddet enkelte smittede. Medikamentet er dog nu brugt op, skriver BBC.

Ifølge sundhedsministeren er dette udbrud det syvende af slagsen i DR Congo. Det første kendte udbrud skete i 1976 nær Ebola-floden, hvilket gav sygdommen sit navn.