Østafrikanske lande taber millioner på tunfiskeri

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Når europæiske og asiatiske fiskere sejler mod Det Indiske Ocean for at fange tun, er det med udsigt til stor profit. Desværre sker dette på bekostning af de fattige lande og lokale kystsamfund i hvis farvande, tunen fanges.

Det skriver WWF i en ny pressemeddelelse

6. februar 2015 (WWF): For de store europæiske og asiatiske fiskeflåder er tunen en sand guldgrube.

Derfor sejler de blandt andet til den vestlige del af Det Indiske Ocean, hvor de nemt kan købe licenser til at fiske i de forskellige landes Exclusive Economic Zones (EEZ), altså de havområder, der ligger inden for kystlandenes territorier.

Her fylder de lasten med tun, som de fragter til deres hjemlande og tjener svimlende beløb på at sælge videre.

Værdien af tun fanget i den sydvestlige del af Det Indiske Ocean løber hvert eneste år op i mere end 850 millioner dollars (ca. 5,6 milliarder danske kroner).

I 2013 blev en enkelt blåfinnet tun på 269 kilo solgt for hele 10,3 millioner kroner på et japansk fiskemarked. 

Minimum udbytte
Desværre tilføjer tun fanget i den vestlige del af Det Vestindiske Ocean af udenlandske fartøjer meget lidt til kystlandenes udvikling. 

Dels fordi de licenser eller adgangsgebyrer, som de udenlandske fiskeflåder typisk betaler for at fiske i kystlandenes farvande, sjældent er rimelige i forhold til den pris, de forarbejdede tun har på det internationale marked. 

Meget af tunen omlastes derudover til havs for at blive transporteret til udenlandske markeder.

Derved går de fattige udviklingslande i Østafrika også glip af den merværdi, som tunen kunne have skabt for eksempel gennem arbejdspladser i salgs- og forarbejdningsindustrien.

”Der er simpelthen ikke kapacitet og infrastruktur i form af for eksempel kølehuse og forarbejdningsindustri i mange af de østafrikanske kystlande til, at fiskeflåderne har fordel af at lande fangsterne lokalt. Samtidig undgår de at blive tjekket for det, man kalder ”IUU-fiskeri” (illegalt, ureguleret og urapporteret fiskeri), som er meget udbredt i området, fordi de fattige kyststater mangler systemer og økonomiske ressourcer til løbende kontrol af fiskeriet i deres farvande,” forklarer Elisabeth Kiørboe, seniorrådgiver i WWF Verdensnaturfonden.

Kenya og Mozambique mister henholdsvis op mod 118 og 67 millioner dollars om året på grund af IUU-fiskeri. Penge, der ellers – hvis de blev forvaltet rigtigt – kunne være kommet både miljø og lokalsamfundene til gode.

Tager med én hånd, giver med en anden
Paradoksalt nok sender Europa ulandsbistand til de selv samme lande, hvis tunressourcer også europæiske fartøjer fisker for at tilfredsstille efterspørgslen på billig dåsetun og lækker sushi i vores del af verdenen.

”Det er svært at se logikken i vores europæiske og nationale handelspolitik og ulandsbistand, når vi med den ene hånd tillader dele af EU’s industrifiskeflåde at fange de østafrikanske landes råvarer til havs til det rene ingenting, til tider oven i købet illegalt, og med den anden hånd giver ulandsbistand til de samme lande for at bidrage til deres økonomiske og sociale udvikling. Der er en kæmpe mangel på harmonisering af de forskellige politikker i vores del af verden,” understreger Elisabeth Kiørboe.

Ude af kontrol
Hvis tunfiskeriet ikke skaber merværdi i de østafrikanske lande, skabes der heller ikke incitament og ressourcer til en bedre regulering af tunfiskeriet samt bedre kontrol af, om de udenlandske fartøjer foretager IUU-fiskeri.

”Overfiskes farvandene af de industrielle fartøjer, betyder det færre fisk langs kysterne. Tunen er en vandrende art, der ikke tager hensyn til landegrænser. Det betyder, at de lokale kystfiskere fanger færre fisk tæt på kysten, og derfor tvinges til at sejle længere ud på havet for at dække deres behov, hvilket er ekstremt farligt, da deres fiskerbåde ikke er bygget til at sejle ud på så dybt vand,” siger Elisabeth Kiørboe.

Når fiskeriet ikke forvaltes bæredygtigt, risikerer tunbestandene at kollapse, hvilket nogle af dem desværre allerede er godt på vej til.

Sker det, vil det være katastrofalt for havets økosystemer og for de lokale kystfiskere, der har tunfiskeriet som eneste kilde til mad og indkomster.

Vigtigt samarbejde
Landene omkring den vestlige del af Det Indiske Ocean har kun begrænsede ressourcer til at regulere og kontrollere tunfiskeriet, og det er derfor utroligt vigtigt, at de samarbejder.

”En fælles regulering af tunfiskeriet essentielt for at sikre, at fiskeriet foregår bæredygtigt, og at fangstkvoterne fordeles retfærdigt mellem landene og andre interesserede partnere som EU,” forklarer Elisabeth Kiørboe.

Til det findes det mellemstatslige organ IOTC (Indian Ocean Tuna Commission), som skal regulere tunfiskeriet i Det Indiske Ocean.

Landene Kenya, Tanzania og Mozambique er blevet fuldgyldige medlemmer af IOTC og de tre lande kan dermed koordinere deres arbejde og krav til et bæredygtigt tunfiskeri.

Læs hele nyheden på WWF’s hjemmeside her

Bliv klogere på IOTC’s egen hjemmeside her