Verdens første skat på grænseoverskridende CO2 træder i kraft fra oktober 2023. Det er en del af EU’s nye “Fit for 55”-pakke, der skal sikre, at medlemslandene inden 2030 reducerer udledningen af klimagasser med 55 procent i forhold til 1990.
Carbon Border Adjustment Mechanism (CBAM) kaldes den, fordi mekanismen skal sørge for, at også virksomheder uden for EU tilskyndes til at blive mere klimavenlige, hvis de vil ind på det europæiske marked.
I store dele af Vesten er lovgivningen blevet rost til skyerne af investorer såvel som politikere. Og EU-kommissær for klimapolitik, Frans Timmermans, kalder det “endnu en demonstration af EU’s potentielle ledende rolle på globalt plan”.
Uden for EU’s grænser er der dog længere mellem klapsalverne. Brasilien, Kina, Sydafrika og Indien har alle udtrykt utilfredshed med lovgivningen, som de mener, er i strid med multilaterale handelsregler om ikke at pålægge international handel vilkårlige restriktioner.
Det vil uforholdsmæssigt påvirke afrikanske økonomier – store som små – selvom kontinentet har et begrænset CO2-fodaftryk
David Luke, professor ved London School of Economics
Hovedargumentet mod den øjensynligt så klimavenlige lovgivning er, at det kan gå stort ud over særligt udviklingslande, som er meget afhængige af CO2-tunge eksportvarer som cement, jern og stål. En ny rapport kommer sågar frem til, at det kan koste de afrikanske lande op mod en procent af deres BNP.
Kan koste Afrika 1 procent af BNP
Forskerne bag rapporten om implikationerne af CBAM kalder lovgivningen en “væsentlig udfordring for Afrika”.
De peger på, at det med den nuværende CO2-afgift koster virksomheder i EU 86 amerikanske dollars – svarende til 585 kroner – at udlede et ton CO2. Med den nye grænseskat vil virksomheder blive opkrævet det samme for CO2-emissioner i de varer, de køber uden for EU.
Det kan lyde fair, men det har en enorm konsekvens for mange udviklingslande i særligt Afrika, da lovgivningen indfases over tre år med fokus i starten på netop de CO2-tunge varer som jern, stål, cement, aluminium, gødning, brint og elproduktion.
For eksempel er Mozambique dybt afhængig af sin aluminiumeksport, Zimbabwe af jern og stål, mens Marokko og andre nordafrikanske lande er store eksportører af gødning.
“Det vil uforholdsmæssigt påvirke afrikanske økonomier – store som små – selvom kontinentet har et begrænset CO2-fodaftryk, skriver hovedforfatteren David Luke, der er professor ved London School of Economics’ Firoz Lalji Institute for Africa, i et indlæg på The Conversation.
Rapporten er udarbejdet i et samarbejde mellem African Climate Foundation and the London School of Economics’ Firoz Lalji Institute for Africa. Også formanden for African Climate Foundation, Carlos Lopes opfordrer EU til at lytte til kritikken.
“EU er nødt til at anerkende sine partneres bekymringer og arbejde for at afbøde de negative konsekvenser for afrikanske økonomier. Samtidig bør afrikanske lande føre an i bestræbelserne på at finde måder at beskytte deres interesser og sikre, at deres økonomiske udvikling ikke hæmmes af CBAM,” siger Carlos Lopes, økonom og formand for African Climate Foundation, i en pressemeddelelse i forbindelse med rapporten.
Værn mod CO2-lækage
Ifølge EU er lovgivningen lavet for at modvirke såkaldt CO2-lækage, som er en betegnelse for en situation, hvor produktionen flytter uden for EU til områder med mindre strenge klimakrav. Det vil i sidste ende underminere EU’s ambitiøse klimapolitik.
Det er altså en måde at beskytte de europæiske virksomheder. Derfor hilser Dansk Industri da også CBAM velkommen, men DI’s chef for global udvikling og bæredygtighed giver kritikerne ret i, at en uforholdsmæssig stor regning lander i Afrika, som det ser ud nu.
I den geopolitiske situation, vi står i lige nu, er vi enige i EU om at vi skal have et tættere partnerskab med Afrika, og så nytter det simpelthen ikke noget, at vi går ind og obstruerer det ved at kigge enøjet på det grønne
Marie Gad, chef for global udvikling og bæredygtighed i DI
“Det er bare problematisk, når det koster så meget for de afrikanske lande, som er så udfordrede, og som har så meget behov for at få gang i erhvervslivet og skaffe arbejdspladser. Særligt til de her kæmpe generationer af unge mennesker, som kommer ud på et udtømt arbejdsmarked hvert år,” siger Marie Gad, chef for global udvikling og bæredygtighed i Dansk Industri.
“Når det kommer til særligt de afrikanske lande, kan vi simpelthen ikke tænke så ensporet i det grønne. Vi bliver nødt til at finde løsninger, som kobler det grønne med noget fattigdomsbekæmpelse.”
Obstruerer partnerskabet med Afrika
Marie Gad påpeger, at mange af de afrikanske lande har et meget lavt BNP og har brug for pengene til at opbygge deres uddannelses- og sundhedssystem. Og så er der ikke mange penge tilbage til at støtte landets virksomheder i den grønne omstilling.
Hun foreslår derfor, at EU kan være med til at sikre den økonomiske udvikling i udviklingslandene ved at hjælpe med finansiering af den grønne omstilling. Derudover mangler de lokale myndigheder også hjælp til at udforme de rette rammevilkår, der kan sikre, at det er attraktivt for virksomhederne at gå en grønnere retning, forklarer hun.
I februar 2022 blev ledere fra Afrika og Europa enige om en fælles vision for et fornyet partnerskab. Målet med partnerskabet er blandt andet at hjælpe hinanden med en bæredygtig og vedvarende økonomisk udvikling. Det partnerskab mener Marie Gad, at man sætter i fare ved indførelsen af CBAM, hvis ikke yderligere tiltag følger med.
“I den geopolitiske situation, vi står i lige nu, er vi enige i EU om, at vi skal have et tættere partnerskab med Afrika, og så nytter det simpelthen ikke noget, at vi går ind og obstruerer det ved at kigge enøjet på det grønne,” siger Marie Gad.
Globalnyt har forsøgt at få fat i flere af de EU-parlamentarikere, som sidder med industri- og energi-poltik som Socialdemokratiets Niels Fuglsang og Radikales Morten Helveg, men har fået svar om, at de er på ferie.
Artiklen er finansieret med tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
