Peru anlægger sag mod Chile

Redaktionen

Peru har onsdag anlagt sag mod Chile ved den Internationale Domstol i Haag, skriver avisen La República.

Peru beder domstolen afgøre de to landes strid om territorer i Stillehavet langs Sydamerikas vestkyst.

Peru og Chile har længe forhandlet om at trække en grænse mellem de to landes territorier til havs.

Forhandlingerne er gået i hårdknude, ikke mindst fordi Chile benægter, at der er noget at forhandle om.

Tidligere traktater har fastlagt grænserne, mener de. Men i Peru ses de tidligere traktater kun at omfatte retten til fiskeri.

Peruanerne vil have fastslået hvor meget af Stillehavet tilhører dem.

LATENT KRISE

På diplomatisk plan er situationen højspændt mellem de to lande, som har et historisk had/kærlighedsforhold mellem nabolande, meget lig forholdet mellem Danmark og Sverige.

Chile erobrede en del af det sydlige Peru under Stillehavskrigen i slutningen af 1800-tallet – en ydmygelse, peruanerne aldrig har glemt.

Men begge lande bedyrer, at der ikke er tale om en krise.

Perus repræsentant overfor domstolen, tidligere minister, Allan Wagner, sagde i forbindelse med indleveringen af sagsanlægget:

– Vi anmoder domstolen om på fredelig vis at afgøre dette spørgsmål.

Retsagen ventes at tage op til 6 år, inden der falder dom.