Auktionen er slut. Den sidste politikermiddag er solgt og pengene indkasserede. Nu skal varen leveres, skriver CARE Danmark i sit seneste elektroniske nyhedsbrev, care-e-nyt, hvor det bl.a. kommer frem, at Pia Kjærsgaard græd efter at have set aids-syge afrikanske børn.
I februar indvilligede en lang række folketingspolitikere fra alle sider af salen i at stille deres person til rådighed for CAREs arbejde ved en auktion på nettet.
I en god sags tjeneste, sagde de ja til at spise middag med den person, der bød højst på dem på CAREs Internetauktion.
I de kommende måneder bliver middagene afviklet rundt omkring i landet. 2 af dem har allerede fundet sted og CAREs nyhedsbrev har spurgt Pia Kjærsgaard (DF) og Martin Lidegaard (R), hvad der fik dem til at stille op og hvordan det så gik.
(Spørgsmål)
Pia Kjærsgaard, nogle vil måske tro, at du er ligeglad med de mennesker, der bor syd for Danmarks grænser. Hvorfor valgte du at stille op til CAREs auktion?
– Der er så mange fordomme om mig. Jeg har været medlem af Folketingets udenrigspolitiske udvalg og derfor rejst meget i Afrika, og har bl.a. set en del kvindeprojekter. Og det var jo også et kvindeprojekt, CAREs indsamling gik til.
– I Afrika besøgte jeg børn, der var syge af aids eller havde mistet begge deres forældre til aids, og når jeg kom hjem og skulle fortælle min mand om det, så græd jeg.
– Desuden synes jeg, det var en utrolig frisk ide både i forhold til CARE og restauranterne, som jeg kunne forstå, gav middagene helt gratis. Det var rigtig godt udtænkt.
– Men det er klart, at man gør sig jo nogle tanker om, hvem der byder på en. Jeg havde fra starten sagt, at jeg ville ikke ud og spise med en rocker eller en autonom, der gjorde det bare for at provokere.
– Men da jeg fandt ud af hvem det var (Andreas Hastrup, stillede bl.a. op for Venstre til folketingsvalget og er medlem af CAREs bestyrelse, red.) var jeg overbevist om, at det nok skulle blive hyggeligt.
Hvordan gik det så?
– Altså, vi faldt godt i hak, der var en god stemning. Andreas Hastrup er jo landmand, så det ville han gerne tale om. Det ved jeg ikke så meget om, så der lærte jeg da lidt.
– Vi talte meget om EU, og der var vi dybt uenige, men han er en gentleman, jeg tror ikke det er muligt at blive uvenner med ham. Han var meget kultiveret.
(Spørgsmål)
Martin Lidegaard, nogle vil måske sige, at du som politiker er med til at udhule den offentlige bistand og lægge ansvaret over i private hænder, når du støtter CAREs kampagne rettet mod private. Hvorfor valgte du at stille op til CAREs auktion på nettet?
– Jeg synes ikke, der er en modsætning mellem privat og offentlig støtte. De kan og skal forskellige ting. Med den offentlige støtte sikrer du, at man kan lave stabile langvarige projekter der virker, selv om de måske ikke er gode historier i den brede offentlighed.
– Den private støtte er mere engagerende og føles tættere på. De skal supplere hinanden – ikke udkonkurrere hinanden.
– De kreative indsamlingsmetoder er et marked der vil udvikle sig. Organisationerne er nødt til at være kreative for at få folks opmærksomhed. Det var jo også vigtigt for jer med den publicity I fik, ikke?
– Det er jo en forholdsvis let måde, at støtte et godt formål. Jeg har et lille barn og stiller generelt alt for sjældent op til sådan noget. Så det var svært at sige nej. Men det var da lidt grænseoverskridende at skulle møde et fremmed menneske på den måde.
– Jeg havde jo aldrig mødt manden før og anede ikke hvilket ærinde han havde eller om han kom med en særlig kæphest.
Hvordan gik det så?
– Det var en overraskende god oplevelse. Det var ligesom at tage toget eller en flyver og komme til at sidde ved siden af en i timevis som man kommer til at dele sin livshistorie med både politisk og personligt. Han ville gerne gøre en god gerning, men havde ikke et bestemt emne han gerne ville diskutere.
– Men vi havde en masse ting til fælles som alder og børn og endte med at snakke i flere timer.
