Tirsdag meddelte myndighederne, at de tre journalister står anklaget for at at bryde Myanmars ”Unlawful Association Act” – en drakonisk lov, der forbyder fraternisering med grupperinger, der kan tænkes at være fjendtligt indstillet overfor regeringen. Loven er et levn fra tiden, hvor Myanmar var et af jordens mest lukkede lande og fri presse var noget uopnåeligt noget, som dristige dissidenter hviskede om i krogene.
Siden da har landet ændret sig drastisk – og til det bedre. Diktaturet er erstattet med en folkevalgt regering, (defacto-)anført af demokrati-ikonet Ang San Suu Kyi. Hundredevis af politiske fanger er blevet løsladt og landets notoriske altomfattende censurlov fra 1962 blevet afskaffet. Private medier er tilladt. Eksilerede journalister er flyttet hjem. Det er godt, det hele. Ingen kan anfægte, at der er sket fremskridt.
Men det hjælper ikke Lawi og hans tre kolleger, der er i fængsel, mens jeg skriver dette indlæg. De står alle til 3 års fængsel for at have haft kontakt til den etniske militante gruppe Ta´ang National Liberation Army, der i øjeblikket andetsteds i landet jævnligt er i væbnet kamp med netop den burmesiske hær.
Problemet her er, at de tre journalister naturligvis HAR haft kontakt til Ta´ang-hæren. Som professionelle reportere har de til opgave at dække samfundsrelevante emner til gavn og oplysning for den almindelige borger i Myanmar, og den kategori må man sige, at Ta´ang-militsen og deres gøren og laden falder solidt ind i.
Alligevel er præcis det, som de tre journalister nu står til at ryge i spjældet for.
Og det er til stor skade for netop den positive udvikling, landet er igang med.
Lawi Weng har et overvældende stort, og ganske broget kildenetværk, der strækker sig langt ud i selv de mest øde egne af landet. Han tager ofte op i konflikthærgede områder, og snakker med alle, fra generalen til bonden til soldaten til sælgeren på markedet, og han rapporterer hjem fra områder, der er næsten umuligt tilgængelige for os vestlige journalister.
Det ved jeg, fordi jeg som Asien-journalist kender Lawi personligt. Han er en god kollega, en lattermild ven og en festlig fyr, der ofte hjælper mig og andre danske journalist-kollegaer med information og logistik, når vi dækker Myanmar.
Han er et sammensat menneske, der nogle gange er totalt umulig. Nogle gange er han stædig som et æsel og nogle gange forstår jeg ikke, hvorfor han gør, som han gør.
Men altid, altid er han en forbilledlig journalist, ubeklikkelig på etikken og med et tårnhøjt fagligt niveau. Han er en af landets bedste krigsreportere.
Det er på grund af folk som ham, vi udenforstående herovre i Vesten ved bare en my af, hvad der foregår udenfor alfarvej i udviklingslande som Myanmar, og det er på grund af folk som ham, at Danmark som donorland ikke bare blåøjet poster penge i landets udvikling uden at være orienteret om både de positive og negative sider af landets politiske situation.
Han og kollegerne leverer en afgørende demokratisk grundpille – adgangen til fri og objektiv information – og det er det, som den myanmarske regering gambler med, når de fængsler journalister for at passe deres arbejde. Det burde ikke kunne ske, og da slet ikke i det nye, demokratiske Myanmar, men alligevel sidder jeg og resten af Lawis venner og bekendte og ser frustrerede og måbende til, mens vores kollega og ven forsvinder længere og længere ind i Myanmars kringlede og uretfærdige retssystem for at have gjort nøjagtig det samme, som vi andre gør hver eneste dag: Vores arbejde.
De tre journalister skal for retten 11. juli.
Anya Palm er freelancejournalist med speciale i Sydøstasien.
