Prøv nu at se det fra vores side

Den afrikanske Unions hovedkvarter i Addis Ababa, Etiopiens hovedstad.


Foto: Minasse Wondimu Hailu/Anadolu Agency via Getty Images
Kirsten Larsen

21. april 2023

Siden den 24. februar 2022 har det været fast arbejde for Birgitte Markussen at prøve at få de afrikanske lande til at vælge side i krigen i Ukraine, at få dem til i FN at fordømme den russiske invasion.

Det har været op ad bakke, og EU-ambassadøren tolker det selv positivt, at rigtig mange af de afrikanske lande har undladt at stemme. For mange af landene, specielt i det sydlige Afrika, har særlige historiske forhold til Rusland, som hjalp dem i deres befrielseskamp, som de kalder det.

Birgitte Markussen.
Foto: EU

“Så når man kigger på de her afstemninger, så er min analyse, at man bliver nødt til at kigge på både dem, der stemmer med os, kan man sige, og dem, der afholder sig fra at stemme, og analysere, hvorfor de afholder sig fra at stemme. De tager jo faktisk ikke stilling hverken for det ene eller det andet, og det er det, der er vigtigt. Der er mange lande i Afrika, der ikke ønsker at tage stilling i en konflikt, der involverer så store internationale aktører,” siger Birgitte Markussen til Globalnyts podcast, Højtryk.

Der er lande, der har dårlige erfaringer med at vælge side, når stormagterne er uenige. Der er dem, der siger, at EU har forskellige standarder for forskellige situationer – altså er dobbeltmoralsk. Og der er dem, der siger, at de afrikanske lande faktisk har hænderne fulde lige nu. De er hårdt ramt økonomisk – af eftervirkningerne af corona-pandemien, af høje fødevarepriser og inflation. Der er et stigende antal konflikter. De vil helst ikke involveres i Ukraine også. 

“Der er også noget andet, jeg ofte oplever.  Argumenter, jeg hører, og det er om fred. ‘Med alle de våben, I leverer, ser vi jer ikke som dem, der er med til at skabe fred i Ukraine.’ Det er klart, at for EU handler det om, at Putin og Rusland skal trække sig tilbage, før man kan begynde at snakke om fred, og den her 12-punktsplan, som Kina netop har præsenteret,” siger Birgitte Markussen.

EU’s ambassadør til den Afrikanske Union er ugens gæst i Højtryk, hvor hun fortæller meget mere om arbejdet i Addis Ababa og forhandlingerne med medlemmerne af den Afrikanske Union.

Hør hele interviewet med Birgitte Markussen i den seneste episode af Højtryk – enten herunder eller ved at finde podcasten der hvor du plejer at finde podcasts.


Artiklen er finansieret med tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.