Qatar giver seks milliarder kroner til genopbygning af Gaza

Laurits Holdt

En konference i Kairo, der skulle samle penge ind til genopbygningen af det sønderbombede Gaza, gav lovning på flere midler end den palæstinensiske regering havde bedt om op til konferencen.

Søndagens donorkonference om genopbygningen af Gaza efter det israelske bombardement var en succes, hvis man kigger på de midler, som deltagerne lovede.

Det palæstinensiske styre havde på forhånd bedt om et beløb, der svarer til 23,5 milliarder kroner. Men ifølge Norges udenrigsminister, Børge Brende gav mødets deltagere lovning på over 30 milliarder kroner, skriver DR online søndag.

Under den 50 dage lange militære aktion blev store dele af Gaza ødelagt at israelsk bombardement. Det skønnes at mindst 80.000 mennesker mistede deres hjem og at omkring 2.200 – heraf flertallet civile – blev dræbt.

Alene Golfstaten Qatar lovede et besløb, der svarer til seks milliarder kroner til genopbygningen.

Andre store bidrag kom ifølge internationale medier fra USA, der lovede 1,2 milliarder kroner og de Forenede Arabiske Emirater og Tyrkiet lovede begge omkring en milliard. EU-landene lovede tilsammen 3,4 milliarder kroner.

Ikke flere danske penge

Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) deltog i mødet fra dansk side. Men han havde ikke flere penge med.

Danmark har hævet rammebeløbet til de palæstinensiske områder til 250 millioner kroner om året og har i 2014 givet 37,8 millioner kroner til humanitær bistand, oplyser Udenrigsministeriet ifølge DR.

Israles udenrigsminister siger, at hans land er positivt stillet overfor genopbygning af infrastruktur og boliger. Der har dog tidligere været problmer med at få byggematerialer ind i Gaza fordi Israel frygter, at de kan blive brugt til at bygge tunneler, der fører ind i Israel.

Israel var ikke inviteret til konferencen, der blev afholdt af Egyptens og Norges regeringer i fællesskab.