Rapport: Fordrevne kvinder og børn er fanget i Afghanistans byer

Forfatter billede

Afghanske kvinder, der søger til byerne for at finde tryghed og bedre levevilkår, får det værre, viser ny rapport fra Norsk Flyktninghjelp. Syv af 10 siger, at de aldrig har gået i skole. Der skal gøres mere for at beskytte fordrevne kvinder i Afghanistans byer, siger organisationen.

En ny rapport med titlen ”Listening to Women and Girls Displaced to Afghanistan” fra Norsk Flyktninghjelp og den afghanske organisation The Liaison Office (TLO) indeholder dokumentation og vidnesbyrd fra internt fordrevne kvinder i byer over hele Afghanistan.

Over 800.000 afghanere er internt fordrevne. Bare i løbet af 2014 blev 150.000 tvunget på flugt af stigende vold og kamphandlinger. Stadig flere søger tryghed i urbane områder, skriver Norsk Flyktninghjelp.

Rapporten konkluderer, at der er forværrede levekår for de fordrevne kvinder i afghanske byer, sammenlignet med da de levede i landsbyerne.

I de urbane, uformelle bosættelser oplever de stigende social kontrol og isolation.

Mange lever under fængselslignende forhold og får ikke lov til at bevæge sig udendørs.

Solgt som dyr

Fordrevne kvinder og piger i byerne har også dårligere adgang til uddannelse og højere risiko for tidligt tvangsægteskab, sammenlignet med den generelle udvikling i Afghanistan, hvor flere kvinder får uddannelse og gennemsnitsalderen for ægteskab stiger.

For fattige fordrevne familier repræsenterer kvinder og piger en indtægtskilde og giftes i stigende grad bort til ældre mænd, som kan betale brudepris.

”Vi bliver solgt for penge som dyr. Vores rettigheder ignoreres. Vi bliver ofte solgt til enkemænd og gamle mænd. Vi kan ikke vælge at nægte at gifte os med dem,” siger en 23 år gammel kvinde fra Logar-provinsen i rapporten.

”Rapporten giver en stemme til nogle af de mest marginaliserede og sårbare grupper blandt internt fordrevne, og må være en klar påmindelse om behovet for at gå videre for at møde behovene hos de kvinder og piger der lever under forfærdelige forhold i afghanske byer,” siger Prasant Naik, Flyktninghjelpens landedirektør i Afghanistan.

Læs hele rapporten hos Norsk Flyktninghjelp