Rapport: Oprindelige folks land overdrages til kommercielle formål

Forfatter billede

Investeringer i mine-, landbrugs- og skovbrug er vigtige vækstmotorer i udviklingslande. Men ofte risikerer de at ende i konflikter og økonomisk tab, fordi landene glemmer de oprindelige folks jordrettigheder. Det skriver Mongobay tirsdag.

Når stater i store dele af Latinamerika, Asien og Afrika overdrager landområder til kommercielle formål, så sker det meget ofte på trods af oprindelige folks lovmæssige rettigheder til områderne. Det viser en ny rapport, udarbejdet for det amerikanske Rights and Resources Initiative.

En tredjedel ulovligt overdraget

Rapporten bygger på overdragelsen af over 153 millioner hektar land i Argentina, Brasilien, Cambodja, Cameroun, Chile, Colombia, Filippinerne, Liberia, Indonesien, Malaysia, Mozambique og Peru.

Ud af de 153 millioner hektar hørte næsten en tredjedel under de oprindelige folk, og kunne altså ikke retmæssigt overdrages til private firmaer.

Værst ser det ud i Argentina, hvor hele 84 procent af det areal, der er blevet afsat til at dyrke sojabønner, hører under de oprindelige folk.

Det samme er tilfældet for 83 procent af skovområder afsat til træfældning i Cameroun i Centralafrika.

Intet overblik over rettigheder

Overlapningerne skyldes, at mange regeringer ikke har tilstrækkeligt overblik over de oprindelige folks faktiske jordrettigheder.

De kommercielle projekter, der skulle have været en investering i landets fremtid, bliver derfor i stedet en kilde til konflikt, og en fare for de oprindelige samfunds levevis.

29 gange dyrere

Hvis de oprindelige folk går rettens vej for at forsvare deres rettigheder, kan det tilmed ifølge rapporten gøre de kommercielle projekter op til 29 gange dyrere, hvis det da ikke lukker dem helt ned.

Resultatet er et enormt økonomisk tab, ikke blot for de private selskaber, men også for staten.

Det er derfor i alle parters interesse, at rettigheder til jord i langt højere grad tages i betragtning allerede i de indledende faser af jordforhandlingerne, konkluderer rapporten.

Man kan læse rapporten i sin helhed på
http://www.rightsandresources.org/documents/files/doc_6301.pdf