Rapport: Politiet udøver vold og chikane mod homoseksuelle i Uganda

Laurits Holdt

Ny rapport føjer endnu et ubehagligt aspekt til tilværelsen som homoseksuel i Uganda. I forvejen er ”homoseksuel aktivitet” forbudt og mange vil stramme loven. Nu siger en organisation, at politiet i flere tilfælde tæver og chikanerer homoseksuelle.

Politiet i Uganda chikanerer og er voldlige overfor homoseksuelle, skriver en menneskerettighedsorganisation i Uganda i en ny rapport.

I rapporten dokumenterer gruppen, Chapter Four Uganda, ifølge BBC adskillige sager om vold og chikane mod homoseksuelle i politiets varetægt.

Rapporten omtaler tilfælde, hvor folk, der er mistænkt for ”homoseksuel aktivitet” – der er ulovlig i Uganda – skal have fået tæsk af politifolk eller er blevet tvunget til at underskrive falske tilståelser. Andre skal have fået undersøgt deres kønsdele.

Af rapporten fremgår det også, at politiet ofte nægter at gøre noget ved sager, der anmeldes af homoseksuelle.

Landets indenrigsminister benægter, at det finder sted men lover dog, at iværksætte en undersøgelse.

Som nævnt er ”homoseksuel aktivitet” allere forbudt i landet. Mange mener dog, at loven ikke er vidtgående nok.

I flere omgang har der været lovforslag men strengere straffe. På et tidspunkt foreslog et parlamentsmedlem at indføre dødsstraf.

I august 2014 blev en ny og strammere lov underkendt af landets forfatningsdomstol af tekniske årsager. Det fik dog blot en gruppe medlemmer af parlamentet til at gå tilbage til arbejdsbordet for at udforme et nyt lovforslag, som dog ikke er blevet offentliggjort endnu.

Da handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) i foråret 2014 rejste til Afrika for første gang som minister forlængede han rejsen, der oprindeligt kun omfattede Ghana og Mali, så han også kunne besøge Uganda.

Her mødtes han bl.a. med landet premierminister og sundhedsminister og truede med, at Danmark ville lægge bistanden om, hvis ikke den omstridte lov blev droppet.

Rapporten ”Where Do We Go for Justice?” er så vidt vides endnu ikke tilgængelig på nettet.

Læs mere om Chapter Four Uganda: http://chapterfouruganda.com/