Rapport: Viden om rekruttering blandt syriske flygtningebørn er mangelfuld

Forfatter billede

Rekruttering af børnesoldater fra syriske flygtningelejre er en offentlig hemmelighed i Jordan. Men der mangler organiseret viden på området hvis der skal gøres op med problemet, lyder det i ny rapport.

Rekruttering af syriske børnesoldater fra flygtningelejre i Jordan er kendt af både Jordans myndigheder og de humanitære organisationer.

Fra begyndelsen af krigen i Syrien har der været meldinger om, at børn bliver brugt som soldater, budbringere, stik-i-rend drenge og hjælpere for Syriens væbnede grupper.

Tidligt i konflikten blev syriske regeringsstyrker og de militser, der støtter regeringen, beskyldt for en lang række overgreb mod børn, lige fra drab, tortur, lemlæstelse og seksuel vold til at fungere som menneskelige skjolde.

Men i dag finder rekrutteringen af soldater sted blandt syrere i alle aldre – også børn – i flygtningelejrene i Jordan. Det betyder, at militariseringen rykker ind i flygtningelejrene og truer den neutralitet, der skulle gøre lejrene til et sikkert sted, skriver Norwegian Peacebuilding Resource Center.

I en ny rapport fremhæver organisationen nogle af de dilemmaer og politiske, økonomiske og sociale aspekter der er forbundet med at hjælpe de syriske flygtningebørn.

Rapporten anbefaler bedre overvågning for systematisk overvågning, der kan være med til at sikre bedre beskyttelse af flygtningebørn, der rekrutteres.

Rekruttering af børnesoldater er en krigsforbrydelse, som tidligere er blevet straffet ved Den Internationale Straffedomstol i Haag.