Rebeller gør oprør i Den Centralafrikanske Republik

Forfatter billede

Den Centralafrikanske Republik har anmodet nabolandet Tchad om hjælp i kampen mod rebeller, der har indtaget dele af landet. Det skriver BBC online onsdag.

Regeringstropperne i Den Centralafrikanske Republik har opgivet selv at bekæmpe de rebeller, der har erobret dele af landet, og har nu fået hjælp fra nabolandet Tchad.

20 kampvogne med soldater fra Tchad ankom tirsdag og begyndte at bekæmpe rebellerne, som foreløbig har indtaget fire strategisk placerede byer, herunder minebyen Bria.

Repræsentanter fra the Seleka rebel coalition, som består af en sammenslutning af tre af de væbnede grupper, der deltog i en konflikt i 2007, siger, at rebellerne er vrede over, at regeringen i deres øjne ikke har overholdt en fredsaftale fra 2007.

Ifølge aftalen skulle staten have betalt et beløb til eks-soldater, der frivilligt afleverede deres våben, ligesom politiske fanger skulle have været frigivet, men ingen af delene er sket, mener rebellerne ifølge BBC.

Den Centralafrikanske republik har været udsat for utallige kupforsøg siden uafhængigheden i 1960, og Tchad har hjulpet med militær støtte flere gange.