‘Red kloden! – siger Generation K – K for klima

Forfatter billede

Klodens klima er i ubalance med katastrofale konsekvenser til følge. Vi må gøre noget nu! Unge fra Generation K – K for klima – er enige: De fleste områder er blevet varmere! Denne gang udkommer undervisningsmagasinet ‘ZAPP jorden rundt’ som et dobbeltnummer.

ZAPP jorden rundt # 3+4-2009
“Man bliver nødt til at tænke over de konsekvenser, éns handlinger har. Man kan gøre mange ting: Sluk for lyset, og spar på vandet (…) Der skal egentlig ikke så meget til, man skal bare tænke over det,” siger 14-årige Iben fra Samsø i dette ZAPP.

I den nyeste ZAPP-udgivelse giver unge fra bl.a. Danmark, Indien, Bangladesh, Tanzania og Portugal deres bud på, hvem der har ansvaret for klimaforandringerne, og ikke mindst giver de konkrete bud på løsninger til at bremse ødelæggelsen af miljøet.

Den 7.-18. december 2009 holdes klimakonferencen COP15 i København med deltagelse af næsten alle verdens 192 lande. Målet er at få en ny global klimaaftale. Forhåbentlig vil verdens ledere også lade sig inspirere af unges forslag til klimaløsninger, når de diskuterer en ny global klimaplan i København.

Læs bl.a. om:
Marie på 16 bor i det økologiske bofællesskab ‘Overdrevet’ lidt uden for Århus. Det er Danmarks første lavenergi-bofællesskab. ZAPP besøger Marie sammen med Esther og Michael, to unge ‘klimadetektiver’ fra henholdsvis Zambia og Kenya.

Hamisi har besluttet sig for at gøre noget for miljøet efter, at han på nært hold har oplevet klimaforandringer hjemme ved foden af Kilimanjaro-bjerget i Tanzania. Sammen med en gruppe venner har han startet en miljøgruppe på sin skole.

Dette temanummer af ‘ZAPP jorden rundt’ er udgivet med støtte fra Danfoss Universe.

For information om magasin og lærervejledning, priser, abonnement og online-bestilling, se www.zapp.dk.