Rejsebrev: Vi oplevede et helt andet Mellemøsten

Redaktionen

Konflikter, fattigdom, korruption, terrorisme, kvindeundertrykkelse og muslimske fundamentalister.

Bare 14 dages ophold i Libanon, Syrien, Jordan, Israel og Palaestina var nok til at forstå, at den arabiske virkelighed er en helt anden.

11 ungdomspolitikere fra højre til venstre drog sammen med Folkekirkens Nødhjælp og Dansk Ungdoms Fællesråd ud i den arabiske verden for at prøve deres fordomme af.

Rejsen er blevet til under et tværpolitisk integrationssamarbejde, der hedder “Partier med Plads” i Dansk Ungdoms Fællesråds regi. På 2 uger fløj vi rundt til møder med NGOer, politikere, soldater og menigmand. Øjnene og ørerne har stået konstant åbne for at sluge indtryk og informationer, hvorend vi er kommet hen.

Beirut, Mellemøstens vindue
Det var en flok forundrede rejsende, der opdagede en umiddelbart højmoderne funklende storby af høj arkitektonisk kvalitet. Sporene fra den altødelæggende borgerkrig 1975-1990 var nærmest ikke til at se.

Men, som vi senere skulle få at vide, er den libanesiske virkelighed ikke helt så glamourøs. Det intensive genopbygningsarbejde har resulteret i en stat med den største gæld i verden. Investorer trækker sig i et væk og gør økonomien til kaosteori. Skellet mellem rig og fattig er enormt. Middelklassen nærmest forsvundet.

En anden grim plet på den libanesiske samvittighed er den palæstinensiske flygtningepolitik. Vi var på besøg i en palæstinensisk flygtningelejr i Beirut og oplevede ved selvsyn de dårlige levevilkår.

Flygtningene har nu boet i lejrene i 4 generationer. De har ingen civile rettigheder i Libanon – ikke stemmeret, ikke ret til at bygge eller renovere, 70 offentlige erhverv er dem forbudt osv.

Situationen er vanskelig og meget kritisk. Da palæstinenserne flygtede til Libanon var lejrene tænkt som midlertidige opholdssteder, men eftersom Israel fortsat nægter palæstinenserne mulighed for hjemvenden, er de horrible forhold blevet permanente. Den libanesiske regering lader ikke til at ville ændre de 50 års status quo, så længe konflikten mellem Israel og Palaestina er uløst.

Men Libanon har også sine egne stridigheder med Israel. I Syd-libanon er der fortsat kampe mellem Hizbollah og israelske tropper, der siden 1967 har besat området.

Libanon har overrasket os alle med den mangfoldige befolkningssammensætning – et kludetæppe sammensat af ca. 60 procent muslimer og 40 pct. kristne.

Som mange andre lande i Nordafrika og Centralasien er Libanons historie også præget af kolonialisme. Her den franske, hvilket man tydeligt ser i antallet af franske reklamer, franske gadenavne, det franske køkken og fransk som første fremmedsprog.

Landet kaldes ”Mellemøstens vindue”, fordi samtlige 18 grene indenfor Kristendommem og Islam findes her. Alligevel synes graden af ligheder langt større end graden af forskelle mellem det danske og libanesiske samfund.

Vi mødte 7 unge repræsentanter for studenterorganisationen paa Det Amerikanske Universitet i Beirut. De var meget partipolitiske i deres studenterarbejde og havde som fælleskamp at arbejde for bedre demokrati og rettigheder for de studerende. Deres entusiasme, intellekt og engagement overbeviste os alle om, at Libanons fremtid ikke ser så sort ud.

Vi fra SFU hookede op med socialisten fra studenterrådet, og det blev til en fantastisk nat på den røde ”Nayas Pub”. En broget folk partifæller og ”fjender”, danskere, drusere og shia- og sunnimuslimer diskuterede Irak, terror, kærlighed, demokrati og ungdom.

Atmosfæren var rar og varm og de lokale øl kolde. Flere libanesere fortæller, at borgerkrigen har lært dem om nødvendigheden af en fælles identitet som libaneser snarere end vigtigheden af politiske eller religiøse overbevisninger.

Vejen for en retfærdig stat, hvor alle er repræsenteret på lige fod, er stadig lang, men den apati og religiøse selvtilstrækkelighed, vi havde forstillet os at møde, fandt vi aldrig.

Ungdommen er stærk
Syriens politiske situation er en anden. Her findes kun et parti, Baath partiet, som er et nationalistisk socialistparti ledet af præsident Bashar Assad. Han fungere reelt som en monark, men har dog indset, at hvis der ikke skal udbryde revolution, må han langsomt acceptere flere og flere af befolkningens krav om medindflydelse og frihed.

Det er stadig ulovligt at danne deciderede partier i opposition til regeringen, men enkeltpersoner må godt stille op til parlamentet og NGO-arbejdet er stærkt trods hård modstand fra toppen.

Men selv om den politiske situation i Syrien er en anden, måtte delegationen igen skrotte medbragte forestillinger om et folk, der tænker udfra religiøse ideologier, er hadefulde overfor “vestlig” kultur og hytter sit eget skind.

Som i Libanon fik vi også her fornemmelsen af dynamik, handlelyst, oplysthed og nysgerrighed.

Man er dog også kritisk overfor udviklingen. Krigen i Irak blev diskuteret meget, hvor vi kom frem og det generelle syn var, at USA med alliancen prøver at trække egne værdier ned over hovedet på befolkningen.

Det modtages med mishag, især fordi man finder mange af erklæringerne dobbeltmoralske og i bund og grund kun omhandlende økonomiske interesser. – Vi kan ikke bare adopterer disse termer om demokrati, men må opbygge det selv og derved også bevare vore egne kulturelle særheder, som en syrisk menneskeretsaktivist sagde.

Terror på egen krop
Den sidste destination, Israel og Palæstina, gav endnu engang næring til ny indsigt og aha-oplevelser. Forestillinger ændres, når man konfronteres med den barske virkelighed.

– Når man selv frustreres ved ikke at kunne komme frem til et møde på grund af uventede vejspærringer eller checkpoints.

– Når man bliver behandlet med nedladenhed og ligegyldighed og må vente i 9 timer på at komme over en grænseovergang.

– Eller når man ser det faktiske resultat af en bydel, delt i 2 af 8 meter høj beton.

– Og når man gribes i hjertet ved at høre historierne fra de efterladte til terrorangreb. Så bliver principper ligegyldige, og følelserne får plads.

I dag siger vi farvel til et kort men uhyre vigtigt møde med den arabiske verden. Det skal være startskud til en lang række af slagsen. Nu vil vi føre dialogen videre på hjemmebane.

Janne Louise Andersen og Martine Zeugen, Socialistisk Folkepartis Ungdom (SFU)