To journalister fra Myanmar var onsdag for retten i det sydøstasiatiske land, hvor de er anklaget for at være i besiddelse af fortrolige regeringsoplysninger.
Det er en tiltale, der kan give op til 14 års fængsel i Myanmar, hvor store dele af landets love stammer fra kolonistyret i det daværende Burma.
Det skriver flere internationale medier.
De to journalister har siddet fængslet siden 12. december. De blev anholdt, efter de havde researchet på en artikel om 10 mænd tilhørende det muslimske rohingya-mindretal i Rakhine-delstaten, som angiveligt skulle være blevet slået ihjel af militæret i Myanmar.
Drabene fandt angiveligt sted under den omfattende militæroperation i Rakhine-delstaten, der har sendt over 700.000 rohingyaer på flugt fra Myanmar til Bangladesh.
Ifølge deres chef på det internationale nyhedsbureau Reuters er de blevet anholdt ”blot for at gøre deres arbejde”.
”Demokratiet dør lidt hver dag”
Fængslingen af de to journalister – der er statsborgere i Myanmar og arbejder for Reuters – har udløst internationale krav om, at Myanmar respekterer pressefriheden og frigiver dem.
Onsdagens retsmøde blev fulgt af diplomater fra flere lande, heriblandt Danmark.
”Danmark og EU følger denne retssag tæt og er repræsenteret ved alle retsmøder, herunder den, der finder sted i dag,” skriver den danske ambassade i Myanmar i en meddelelse på Facebook.
I meddelelsen opfordrer Danmarks ambassade i Myanmar indtrængende Myanmars regering til at droppe alle anklager mod de to journalister, Wa Lone og Kyaw Soe Oo, og løslade dem straks.