Røde Kors øger kampen mod aids i 6 afrikanske lande

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Røde Kors øger kampen mod hiv og aids i 6 afrikanske lande, hvor antallet af nye smittede igen i år er nået nye højder. På baggrund af de stadig mere alarmerende tal vil Internationalt Røde Kors bruge mellem 15 og 20 millioner kroner på hjælpearbejdet i hvert af landene. Det er Malawi, Kenya, Uganda, Etiopien, Zambia og Zimbabwe, skriver Dansk Røde Kors på sin hjemmeside fredag.

– Vi har i mange år primært satset på det forebyggende arbejde. Det er der fortsat meget brug for, men tallene fortæller os med al tydelighed, at det ikke er nok. I takt med at hiv/aids-medicin bliver billigere, har vi også mulighed for at hjælpe de smittede med behandling, siger præsindet i Dansk Røde Kors, overlæge Freddy Karup Pedersen, der torsdag kom hjem fra aids-konferencen i Bangkok.

Dansk Røde Kors skal stå for den øgede indsats i Zimbabwe, hvor organisationen allerede støtter et omfattende hiv/aids-arbejde. Frivillige fra Zimbabwe Røde Kors tager sig af forebyggelse, pleje af aidssyge i hjemmene og støtte til nogle af de mange børn, der er forældreløse, fordi deres far eller mor er døde af aids. De frivilliges indsats er afgørende for at kunne hjælpe de syge med deres behandling.

– De er ikke læger. Men vi er ved at uddanne de frivillige, så de kan holde øje med, at de smittede får medicinen, at de tager den løbende og hjælpe med at få dem til klinikken, hvis de bliver syge under forløbet, siger Freddy Karup Pedersen.

Dansk Røde Kors-støtten i Zimbabwe hjælper omkring 350.000 af de mennesker, der er mest berørt af hiv/aids-katastrofen.