S-kommentar: Hvor bliver hjælpen mod aids af? Socialdemokraterne vil hæve anti-aidsindsatsen med en milliard over 4 år

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Indlæg af Socialdemokraternes udenrigspolitiske ordfører, Jeppe Kofod, i Berlingske Tidende 1. december.

Et år er gået og endnu 3 millioner mennesker er døde af aids siden 1. december 2003. Yderligere er knap 5 millioner blevet smittet med hiv/aids i 2004, og der lever nu 38 mio. smittede verden over, konstaterer Jeppe Kofod og fortsætter:

Afrika oplever hver dag et menneskeligt tab, der svarer til 2 gange katastrofen i Twin Tower 11. september 2001 eller 30 gange katastrofen 11. marts i Madrid. Tallene taler deres eget uhyggelige sprog.

Hvad gør regeringen for at ændre dette – ikke meget. Den borgerlige regering har lovet en ekstra indsats i bekæmpelsen af hiv/aids. Konferencen Copenhagen Consensus med Bjørn Lomborg i spidsen kom frem til, at hiv/aids-epidemien er den største globale udfordring i dag. Dog er det stadig kun 3,6 procent af den danske udviklingsbistand, der går til bekæmpelse af hiv/aids.

Den menneskelige tragedie er ufattelig, ubegribelig og har været en larmende realitet længe. Bekæmpelsen af hiv/aids går hånd i hånd med udvikling i verdens fattigste lande.

Derfor er det en fatal fejltagelse og snæversynet, at regeringen med hård hånd har beskåret udviklingsbistanden til de afrikanske lande – til trods for regeringens løfter er den blevet beskåret med 1,3 milliarder kr. over de sidste 3 år.

Problemet med hiv/aids strækker sig ud over det enkelte menneskes angst, lidelse, tab og sorg. Sygdommen kaster lange skygger ind i den sociale og økonomiske udvikling for de hårdest ramte lande.

Udviklingen i alle samfundets sektorer – sundhed, uddannelse, industri, offentlig administration etc. – rammes af sygdommens hærgen, og derfor afhænger fattigdomsbekæmpelse og udviklingsarbejde i dag og i morgen af, at vi får vendt udviklingen.

Udvikling kan kun leveres af en voksen, stærk og sund befolkning, og ikke en befolkning af børn, syge og gamle, som er den ulykkelige konsekvens af situationen i dag.

Socialdemokraterne vil modsat regeringen aktivt forsøge at bekæmpe vor tids største globale udfordring, og vi afsætter derfor 1 milliard kr. i årene 2005-2008 til indsatsen mod aids blandt verdens fattigste. Det sker som led i vores vision om generelt at hæve bevillingen til Danmarks internationale indsats, der er fremlagt i vores finanslovsforslag.

For aids viser os jo på tragisk vis, at verdens problemer netop er hele klodens og ikke bare enkelte landes eller enkelte befolkningsgruppers.

Aids opstod ikke i Danmark, men er en realitet i Danmark i dag. Sygdommen er et godt billede på, at vi ikke bare kan ignorere andres problemer med henvisning til, at de aktuelt ikke er vores.

Verden hænger sammen – velstand og vækst kender ikke længere landegrænser, men det gør organiseret kriminalitet, epidemier, illegal indvandring, terror og konflikter heller ikke, konkluderer Jeppe Kofod.