Så er det officielt: IBIS ude af Bolivia – chef vil tage til landet

Forfatter billede

Bolivias udenrigsminister bekræftede på et møde i La Paz Juleaftensdag, at IBIS bliver smidt ud af Andeslandet efter 30 års bistandsvirke. Det blev annonceret d. 20.12. i bolivianske medier, men IBIS har først fået direkte besked nu, skriver NGOen i en pressemeddelelse første Juledag.

Årsagen er beskyldninger om at blande sig i Bolivias indre anliggender og at vende den indianske bevægelse mod regeringen – se meget mere i telegrammet http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/21-12-13/ibis-vi-bliver-smidt-ud-af-bolivia

På den baggrund siger generalsekretær i IBIS, Vagn Berthelsen:

“Vi har igennem de bolivianske medier hørt, at der rejses forskellige beskyldninger mod IBIS”.

“Vi kan ikke acceptere be-skyldningerne, som enten er forkerte eller forvrængede. Det er en basal rettighed, at man får mulighed for at svare på anklager og opklare eventuelle misforståelser, før der fældes dom”.

“Vi ved faktuelt

* At det bolivianske udenrigs-ministeriums rapport om IBIS klart konkluderer, at der ikke er rejst nogen klager imod os og at vi har fulgt alle retningslinjer.

* At vi ikke tidligere er blevet smidt ud af Ecuador eller Peru, som det rapporteres i bolivianske medier. IBIS valgte selv at stoppe arbejdet i de to lande, fordi vi måtte skære ned og fordi landene er relativt rige.

* At vi i de bolivianske medier citeres for at sige og mene ting, som vi ikke har sagt eller ment som organisation. Det er vores klare politik, at bolivianske organisationer skal tale på egne vegne”.

Vagn Berthelsen vil til Bolivia for at søge at rede trådene ud.

” På dette tidspunkt er der ikke meget håb om at opklare misforståelserne. Ikke desto mindre vil jeg tage til Bolivia, så snart jeg får chancen for at mødes med regeringsrepræsentanter”.

” Det er utrolig trist, hvis vores støtte til Bolivia ender på denne måde, ikke mindst for dem som har glæde af vores arbejde”, siger den 61-årige bistandsveteran, der har stået i spidsen for IBIS siden 1996.

IBIS har et stort og bredt program i Sydamerikas fattigste nation ifølge pressemeddelelsen.

Organisationen støtter uddannelse, jobskabelse, sundhed, landbrugsproduktion, entreprenørskab og indianske organisationer på lokalt og nationalt niveau. Og man samarbejder med en bred vifte af partnere – organisationer, kommuner, den private sektor.

Vagn Berthelsen lægger til:

“Vi har støttet den bolivianske befolkning i 30 år, også i meget barske perioder af landets historie. Vi har altid prøvet at være konstruktive og at fremme dialog når der var konflikt, og hvis vi har lavet fejltagelser, har vi undskyldt og fundet en vej frem. Vi er stolte af det bidrag, vi har givet”.

Yderligere oplysninger hos:
Generalsekretær Vagn Berthelsen:
tlf. 24 40 86 40