En af de bøger, mange danske med interesse for og engagement i Afrika nok længe har ventet på, er nu på vej.
Det er bogen, der skildrer markante danskeres virke på kontinentet. Den satte cand.polit., fhv. diplomat, debattør m.m. Klaus Winkel sig for at skrive.
Udgivelsen ligger klar til Julehandlen med titlen “DANSKERE I TROPISK AFRIKA – fra slavehandler til bistandsarbejder”.
Forlaget Klim i Århus, der udgiver værket på 199 sider, skriver i sin foromtale:
Hvem var de, de danskere som brød op fra deres kendte tilværelse til et liv, som i nogle år – for fleres vedkommende en stor del af deres liv – blev så fuldstændig anderledes? Hvad drev dem – og hvad drev de det til?
De tæller tusinder, men kun få har efterladt sig tydelige spor, og blandt dem rager enkelte op. Dem handler bogen om.
Tropisk Afrika har brændt sig ind i disse danskeres sind, fra de første slog sig ned på Guldkysten for næsten fire hundrede år siden. Afrika gik i blodet på dem, i nogle tilfælde helt bogstaveligt, hvis de var blevet ofre for en af tropernes værste svøber: malariaen.
Det Afrika, de har oplevet og arbejdet i, har spændt vidt, som bogens titel antyder.
Fra slavehandleren Rømer på Guldkysten, vore dages Ghana, til økonomen Knud Erik Svendsen, der som led i dansk bistand blev personlig rådgiver for Tanzanias præsident, Julius Nyerere.
Med udgangspunkt i bogens hovedpersoner indkredses Afrikas farverige og ofte dramatiske mangfoldighed.
Mest dramatisk, når det drejer sig om danske officerer i Kong Leopolds Congo og sønderjyden i tysk tjeneste under den forfærdende kampagne i Tysk Østafrika under Første Verdenskrig.
Mindre dramatisk, men ikke mindre farverigt, når vi oplevet et svundent Kenya som sanset af vores verdensberømte forfatterinde.
Stilfærdigt, men på hver sin måde alligevel skelsættende, når talen er om missionæren, som opbygger et stort kirkesamfund i Nigeria, og farmeren, som starter en lille grøn revolution i Kenya.
Vi følger lægens kamp for at opbygge et moderne mønsterhospital i et kaotisk Congo, forretningsmanden, som lægger grunden til det kenyanske blomstereksporteventyr, og den stædige sundhedsforsker, som mod al sandsynlighed skaber internationalt berømmede resultater i et af Afrikas mindste og dårligst fungerende lande.
Repræsentanter for de mange danske, private organisationer, som arbejder i tropisk Afrika, bringer os helt derud, hvor vi kan høre det afrikanske græs gro.
Gennem alle beretninger løber en rød tråd, der drejer sig om møder mellem afrikanere og danskere, møder som har været afgørende påvirkede af deres placering på tidslinjen og af danskernes ærinde.
Slavehandlerens syn på afrikaneren som en vare blev efter mange år afløst af missionærens oplevelse af afrikaneren som medmenneske. Det var med til at bane vejen for vore dages ligeværdige relationer mellem afrikanere og danskere.
Vi ser, i hvor høj grad vi er et produkt af den tid – og den breddegrad – vi lever på, hedder det.
Man kan møde:
* Slavehandleren: Ludewig Ferdinand Rømer på Guldkysten 1739-1749
* Kong Leopolds officerer: Frederik Valdemar Olsen og Knud Jespersen i Congo 1898-1930
* Missionæren: Niels Høegh Brønnum i Nigeria 1913-1921
* Sønderjyden i kamp for Tyskland: Nis Kock i Tysk Østafrika 1914-1917
* Forfatteren og maleren, farmeren, storvildtsjægeren: Karen Blixen i Kenya 1914-1931
* Farmeren og pioneren: William Heilbuth i Kenya 1928-1974
* Lægen: Jacob Raft i Congo 1960-1971
* Bistandsarbejderen: Økonomiprofessoren og rådgiveren Knud Erik Svendsen i Tanzania 1964-68 og 1970-72
* Ildsjælene: Elise Guldagger, Thyge Christensen, Jørgen Olsen, Merete Engell
* Forretningsmanden og blomstereventyret: Jan Bonde Nielsen i Kenya 1969-
* Forskeren: Peter Aaby i Guinea-Bissau 1978-
Bogens forfatter, Klaus Winkel, beskæftigede sig de fleste af sine 38 år i Danida med Afrikas udvikling. Han har arbejdet fem år i tropisk Afrika, først som økonomisk rådgiver for den kenyanske regering og senere som ansvarlig for Danidas Tanzania-program.
Han har været censor i udviklingsspørgsmål ved de fleste af landets universiteter og udført konsulentopgaver vedr. især landbrugs- og sundhedsforskning for bl.a. Verdensbanken og Statens Serum Institut.
Blandt hans publikationer er den anmelderroste bog “Hvorfor er det så svært for Afrika?”