Saudiske kvinder må deltage i OL

Forfatter billede

Når Saudi-Arabien deltager ved sommerens Olympiske Lege i London vil der for første gang være kvinder blandt sportsfolkene.

I den seneste tid har flere internationale kommentatorer diskuteret den principielle mulighed for at udelukke Saudi-Arabien fra OL med én begrundelse: kønsdiskrimination.

De diskussioner slutter nu. I går kunne det statslige britiske nyhedsbureau BBC nemlig citere den susdiske ambassade for en ophævelse af det tidligere forbud mod kvindelig deltagelse i sportsbegivenheder.

Nybrud
Der er næsten ingen offentlig tradition for kvinder, der deltager i idræt i landet, skriver BBC på sin hjemmeside. Således er de kvindelige deltagere i det kommende OL pt. begrænset til ridebanespringeren Dalma Rushdi Malhas.

For alle tilfældes skyld har den konservative regering dog indskærpet, at landets olympiske komité skal overvåge og sikre eventuelle kvindelige deltageres ”værdighed” – blandt andet ved at sikre ’passende påklædning’.

Beslutningen om at lade kvinder deltage er ikke desto mindre et stort skridt, der vækker kraftig modstand fra dele af landets religiøse establishment. Grupper der generelt er kritiske over for en selvstændig rolle for kvinder i det offentlige rum.

BBC gætter på, at beslutningen kommer fra højeste sted. Fra selveste kong Abdullah, som længe har presset på for at lade kvinder spille en mere aktiv rolle i det saudiske samfund.

Ifølge nyhedskanalens kilder er beslutningen truffet på hemmelige møder i byen Jeddah med deltagelse af kongen, kronprinsen, udenrigsministeren og førende religiøse gejstlige, herunder landets magtfulde stormufti.