Efter et par måneder hvor verdenssamfundet har kunnet observere corona-virussen, der udløser sygdommen COVID-19, sprede sig verden over, står én ting klar: Den rammer skævt.
Mens Italien per 8. marts havde registreret 5.883 smittede af hvilke 234 er døde, ser antallet aldeles anderledes ud på den anden side af Middelhavet.
Her er Egypten og Algeriet de eneste afrikanske lande med et tocifret antal smittede. Egypten er værst ramt med 48 tilfælde, hvor én er afgået ved døden. Den afdøde var ikke egypter, men en 60-årig tysk turist, der søndag den 8. marts døde i feriebyen Hurghada ved Det røde hav.
Det er, indtil nu, det eneste kendte corona-relaterede dødsfald på hele det afrikanske kontinent.
Kontrasten bliver endnu større, hvis man kigger syd for Sahara. Her er Senegal topscorer med fire smittede, mens langt de fleste lande i Afrika slet ikke har corona-virus.
Tallene stammer fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO, der laver daglige rapporter over corona-virussens fremfærd. (Johns Hopkins Universitet i USA, der også monitorerer situationen, har lavet en overskuelig og interaktiv side, der giver et hurtigt overblik, dog er dens tal er noget højere end tallene fra WHO, red.)
Der er selvfølgelig blevet spekuleret i, hvorfor de registrerede tal er så lave i Afrika. Mange mener, at den lave smitterate skyldes dårlige muligheder for at teste folk, der altså kan gå omkring med virussen uden at vide det – men en artikel på nyhedssitet The Africa Report, som er del af samme gruppe, der producerer Jeune Afrique, mener at have en anden forklaring.
Historisk belæg
På trods af det store antal smittede i Kina og den hastige spredning i resten verden, er skribenterne bag artiklen, Hannah Ryder og Leah Lynch, ikke overraskede over, at den første smittede i Afrika blev fundet så sent, og at der stadig er meget få tilfælde af smitte.
De to er henholdsvis direktør og vicedirektør for den internationale konsulentvirksomhed Development reimagined, der primært arbejder i udviklingsbranchen.
Ryder og Lynch hævder, at det lave antal smittede skyldes Afrikas generelle og historiske isolation fra den vestlige verden, og at der er historisk belæg for deres påstand.
Tidligere er store epidemier, og sågar pandemier, med oprindelse uden for Afrika kommet sent til kontinentet, hvilket har resulteret i meget færre antal smittede. De henviser til SARS-epidemien i 2003, som først nåede Afrika, fem måneder efter den først blev spredt i Kina
Sydafrika var således det 17. land i verden, hvor man fandt et tilfælde, og ingen andre afrikanske lande rapporterede efterfølgende om tilfælde af SARS.
Det samme var tilfældet med udbruddet af svineinfluenza, også kaldet H1N1, i 2009. Ifølge artiklen nåede virussen at sprede sig til hele 60 lande, før man fandt den første smittede i på det Afrikanske kontinent, det var i Egypten. Det var to måneder, efter at sygdommen var opstået i Mexico.
H1N1 spredte sig til i alt 41 afrikanske lande med over 8000 smittetilfælde og 160 dødsfald – eller blot 1 procent af det samlede antal døde på verdensplan.
Få turister
Selv om afrikanske lande, med Marokko i spidsen, i disse år indgår partnerskaber og har gjort det langt lettere at flyve direkte uden visumpligt fra destinationer som eksempelvis Kina, er det stadig et fåtal af mennesker, der rejser til Afrika, pointerer Ryder og Lynch i The Africa Report.
Tag for eksempel turismeindustrien. Den fylder måske meget i de enkelte afrikanske landes BNP, men overordnet modtager Afrika kun fem procent af verdens turister, og blot fire procent af kinesiske turister har kontinentet som destination, påpeger artiklen med tal fra en rapport fra 2018, udgivet af Brookings’ Africa Growth Initiative.
Kinas fremfærd på det afrikanske kontinent med import af kinesiske arbejdere som følge har fået en del medieomtale de senere år, men tallene er faktisk ikke særligt store. Ud af det samlede antal kinesiske arbejdere, der drog udenlands i 2017, rejste 16 procent til Afrika, og af dem tog en fjerdedel til ét land, nemlig Algeriet.
Med erfaringerne fra SARS og svineinfluenzaen in mente opfordrer Ryder og Lynch de afrikanske lande til at være på vagt og forberede sig hurtigt.
Den 22. februar vedtog Den Afrianske Union oprettelsen af en særlig afrikansk taskforce, der skal koordinere en samlet indsats og reaktion på tværs af kontinentet.
