Smalfilm fra Afrika på plakaten

back_inside_herself_1
Stillfoto fra 'Back inside herself' lavet af S. Pearl Sharp i 1984.
Foto: Pressefoto/Cinemateket
Gerd Kieffer-Døssing

12. oktober 2021

Hele oktober og november med sætter Cinemateket i København fokus på eksperimentalfilm lavet af filmskabere med afrikanske rødder. Det sker gennem det særlige filmprogram Ruptures – på dansk ’brud’ eller ’brydninger’

Titlen på programmet har en dobbeltbetydning. Den henviser nemlig både til det brud, som filmskaberne har gennemgået ved at forlade deres hjemlande og til det brud, som programmet håber at skabe i forhold til publikums klassiske forståelse af, hvad film er og skal kunne.

En rig afrikansk filmhistorie
Således er meningen med programmet at give publikum en bredere tilgang til afrikansk filmhistorie og til film fra kontinentet og diasporaen, fortæller Awa Konaté, der står bag programmet via platformen Culture Art Society, CAS, som hun grundlagde i 2013. Selv kalder hun CAS en ”kuratorisk forskningsplatform”, der arbejde online og i samarbejder med institutioner for at bringe arkivmaterialer – foto, film og billedkunst – ind i nutiden og prikke til en eurocentrisk forståelse og hegemoni.

Filmene i Ruptures er for eksempel udvalgt, så der er god balance mellem filmskabere fra kontinentet og diaspora, en geografisk spredning samt forskellige tilgange. Derudover er alle filmene fra perioden mellem 1964-1994 og fremfor at være traditionelle spillefilm, er der tale om korte eller mellemlange eksperimentalfilm af under en times varighed.

”Vi vil gerne gøre op med repræsentationsformerne. I Danmark har vi ikke forstået, hvor nuanceret og rig afrikansk filmhistorie er,” siger Awa Konaté.

Perspektiver til nutiden
CAS har indtil nu primært arbejdet i London, men Konaté er glad for at kunne præsentere Ruptures-programmet for et dansk publikum, der forhåbentlig bliver inspireret til at tænke ud af rammen, i forhold til hvilke film de kan relatere til:

”Jeg håber, de kan bruge filmene til at perspektivere til deres nutid. For selvom filmene foregår i et specifikt land og er lavet på en specifik tid, hæver tematikkerne sig over tid og sted og er også relevante i en nutidig kontekst.”

Derfor er filmvisningerne på tværs af programmet også suppleret med oplæg, der sætter filmene ind i en kontekst og binder de forskellige film, filmskaberne og tematikker sammen.

Blandt andet kan du på kulturnatten fredag den 15. oktober høre Awa Konatés bud på, hvad vi danskere kan lære af afrikanske film. I samme forbindelse vises en af Konaté egne yndlingskortfilm ’Being human’, der er instrueret af sudanske Ibrahim Shaddad, der også har to andre kortfilm på programmet. 

Kulturnatsarrangementet er gratis med kulturpas. 

Ruptures-programmet kører mellem 4. oktober og 29. november – se mere og bestil billetter på Cinematekets hjemmeside.