Artiklen er oprindeligt bragt den 11. juni, 2021. På grund af regeringens planer om at placere et dansk asylcenter i Rwanda bringer vi den nu igen.
En dag i eftersommeren 2013 lander vi på en bakke i Gisenyi, Rwanda, hvor vi har udsigt til et overflødighedshorn af underskøn natur.
Min bedre halvdel har fået job på den anden side grænsen, i Goma, DR Congo, og vi er enige om, at vi – naturmæssigt – er havnet et af de smukkeste steder i verden.
Mod sydøst kan vi se de grønne bjerge i Rwanda, Kivu-søen mod syd og mod vest DR Congos bjerge, og så prikken over i-et mod nord: Nyiragongo-vulkanen, som bobler lava og sender et rødligt skær hen over himlen om natten.
Men den smukke fernis dækker over en grufuld historie, som alle vegne i Rwanda viser sit grimme ansigt i mindesmærker over de bestialske 100 dage i 1994, hvor ”kakerlakkerne”, tutsierne, skulle udryddes, så Rwanda kunne blive en ”ren hutu-nation.”
Det var Interahamwe-militsen, der satte gang i en etnisk udrensning med hjælp fra hutuer, der fulgte ordrer sendt ud over radioen, som blev videreformidlet af ”meddelere,” der tog ud i landet for at rekruttere drabsmænd og -kvinder.
Op imod en kvart million mennesker deltog i slagterierne overalt i Rwanda. Der er ikke et distrikt, en landsby, en flække, en bjergkam, en søbred, en gade, en baggård, en kirke, hvor der ikke fandt myrderier sted. Omkring 800.000 mennesker blev dræbt, og ingen rwander slap uden fysiske eller psykiske mén.
I juli 1994 havde Rwanda Patriotic Front (RPF) med Paul Kagame i spidsen taget kontrol med det meste af landet, og regeringen, hutu-militserne og tusindvis af hutuer var flygtet over grænserne. Siden har Kagame siddet tungt på magten og solgt en fortælling til verdenssamfundet om et land i fred, fordragelighed og rivende fremgang.
Pas på hvad du siger
Den troede vi også på, da vi landede i Rwanda i 2013, men gik der ikke lang tid, før det dæmrede, at myten var skrøbelig. Vi hørte historier om forsvindinger og likvideringer og en præsident, der ikke tålte skyggen af kritik.
Vi mærkede angsten og hadet, der boblede mellem de to grupper, hutu-flertallet og det lille tutsi-mindretal, der havde sat sig på økonomi og forretningsliv. Tutsier styrede alt, og alle vidste, at Kagames forbud mod at bruge de etniske betegnelser var tom luft. Der var ikke kun ”rwandere” i Rwanda.
En ting stod hurtigt klart: Pas på hvad du siger og gør i dette land. Jeg blev advaret af journalist-kolleger, blandt andet en tysker som var erklæret persona non grata efter at have udgivet en i hans øjne rimelig uskyldig artikel om Kagame og Rwanda i Tyskland.
Også privat skulle vi passe på. Der var meddelere alle vegne, og en uforsigtig udtalelse med kritik af Kagame og regimet kunne få alvorlige konsekvenser. Vi hørte om unge studerende, der var blevet udvist for phd-afhandlinger, der beskrev grene af rwandisk forretningsverden, hvor Kagame blev nævnt.
Som journalist gjaldt det også om at at have papirerne i orden, blev jeg advaret. Derfor bad jeg om et møde med den nationale “medie-højkommission” i Kigali for at blive formelt akkrediteret, og kørte en dag gennem hårnålesvingene op over bjergene til kommissionen i Kigali, hvor jeg blev sendt direkte ind til den øverste chef, eksekutivsekretær Mbungiramihigo.
Han spurgte, hvad jeg agtede at skrive om Rwanda, og jeg nåede at lægge et par generelle emner på bordet, som den ”politiske udvikling,” inden han afbrød han mig og sagde: ”Du skal afholde dig fra at skrive dårligt om vores præsident og vores land. Ellers bliver der ingen akkreditering”.
Det lovede jeg og fik min akkreditering, men skrev ikke en linje om Rwanda i de to år, vi var i landet. Jeg skulle ikke risikere problemer for mig selv, min hustrus job eller hendes arbejdsgiver.
Må ikke forstyrres
Vi fornemmede, at den var gruelig gal, men vidste ikke hvor slemt. Men det kan man nu læse i en ny veldokumenteret bog af den britiske journalist og forfatter Michela Wrong: ”Do not disturb – The story of a political murder and an African regime gone bad”.
Wrong, der har specialiseret sig i at gennemresearche og dokumentere virkelige hændelser for at omskrive dem til prosa, der kan læses som en god spionroman, beskriver i hundredvis af detaljer Kagame som en skånselsløs despot, morder og psykopatisk dysfunktionel, der har skabt et rædselsregimente af overvågning og kontrol, der kan konkurrere med det gamle østtyske Stasi eller Nordkorea.
Den mindste kritiske hvisken, og folk risikerer fængsling eller ligefrem likvidering. Og Kagames terrorregime strækker sig langt ud over landets grænser. Oppositionelle rwandere kan ikke føle sig sikker noget sted i verden.
Wrong genfortæller Kagames historie, fra familiens flugt fra hutu-revolutionen i Rwanda i 1959 til Uganda, opvæksten og skolegangen i nabolandet og indrulleringen i Yoweri Musevenis NRA-guerilla-hær, der, som det vil huskes, tog magten i Uganda i januar 1986.
Afsættet til bogen er Kagames tidligere efterretningschef, Patrick Karegeya, der faldt i unåde hos præsidenten, og som derfor først ”forsvandt,” så blev fængslet, for til sidst at gå i eksil i Sydafrika, hvor han blev stranguleret af Kagames håndgangne mænd nytårsaften 2013 på Hotel Michelangelo Towers i Johannesburg. Udenfor hotelværelset hang skiltet ”Do not disturb”. Deraf titlen på bogen.
Kagame sagde senere: ”Rwanda dræbte ikke denne person… men jeg vil tilføje: Jeg ønsker faktisk, at Rwanda gjorde det. Jeg ønsker det virkelig.”
Frelserregimet
Wrongs førstehåndskendskab til Rwanda brænder igennem linje for linje. Hun oplevede folkemordet som reporter for britiske medier og fulgte Kagame og hans guerillaer i RPF og fortæller ærligt, at hun blev så indtaget i ham og fortællingen om den frelsende invasionshær, at hun nægtede at tro på efterretninger om, at Kagames soldater havde forfulgt hutuer ind over grænsen til Zaire (nu DR Congo) og massakreret dem.
Og den naivitet er hun ikke ene om. Det er med stort held lykkedes Kagame og RPF-regimet at overbevise verden om deres frelseragtige hensigter med Rwanda.
Med Wrongs ord (i undertegnedes oversættelse): ” Få fortællinger besidder samme forførende kraft som RPFs forløsende fortælling om ydmygede-flygtninge-genfødte korsfarere, retfærdige krigere, der vender tilbage til det tabte moderland for at redde deres brødre fra ”Det Absolut Onde””… for at opbygge ”en pletfri, disciplineret, teknologi-venlig afrikansk utopi,” en fortælling, som ”akademikere, diplomater, bistandsarbejdere og forretningsmænd klamrer sig til” uanset realiteterne i Rwanda. På samme måde ignorerer omverdenen enhver antydning af, at RPF selv kan have været med til at skabe ”Det Absolut Onde”, altså folkemordet.
Med denne konklusion opsummerer Wrong en gennemgang af de forskellige teorier om, hvem der skød flyet med Rwandas og Burundis præsidenter Juvénal Habyarimana og Cyprien Ntaryamira ned over Kigali den 6. april 1994 – den begivenhed, som satte gang i folkemordet dagen efter. Wrong synes at mene, at det meget vel kan have været Kagames beslutning, men at han ikke havde forudset de uhyggelige konsekvenser af attentatet, altså folkemordet.
En konsekvens af verdens naivitet og manglende reaktion på forbrydelserne er, at Kagame og RPF får frit løb og bekræftes i, at han og de kan slippe afsted med hvad som helst. ”They can, so they do,” skriver hun.
En anden er, at (blandt andet britisk) udviklingsbistand på ”skandaløs” vis bliver ved at flyde ind i Rwanda.
Om dette element udtalte hun i forbindelse med udgivelsen af ”Do not disturb” i marts 2021 til den britiske avis The Guardian:
”Der udspiller sig et udviklingsparadigme i Rwanda, …og det er uhyggeligt. Det er den der idé med, at Vesten kan levere udvikling, uanset hvordan de lokale myndigheder er, og at du kan adskille (den lokale) politik fra udviklingsdagsordenen ved at fokusere på uddannelse, sundhed, myggenet, vaccinationsrater. Men den lokale politik er det eneste, der betyder noget. Der er noget dybt ubehageligt ved at insistere på, at en regering, der har en forværret menneskerettighedsopgørelse og har begået grove krigsforbrydelser, er en værdig modtager af bistand, fordi den klarer sig godt (i en bistandssammenhæng), men som alligevel er optaget af at dræbe journalister og arrestere kritikere og lade dem forsvinde.”
John le Carré anbefaler
Kagame har læst bogen, har han udtalt, og opfordrer andre til at læse den, så de kan få et indtryk af, hvordan omverdenen fortæller løgne om Rwanda.
Imens fortsætter hans propagandamaskine med at sende bølger af illusionsnumre ud i verden om, hvilket foregangsland Rwanda er, hvor exceptionelt det udvikler sig, og hvor populær han er som præsident.
Meget lidt af det er sandt. Økonomien er ikke i vækst, men baserer sig stadig på udviklingsbistand fra den rige verden. Fattigdom er ikke udryddet. Tværtimod, hedder det i bogen, er den steget.
Der er ikke fred og harmoni mellem hutuer og tutsier. Under overfladen bobler der usikkerhed, angst og had, og alle ved, at Kagame umuligt kan vinde op mod 100 procent af stemmerne ved valg, når et massivt stort flertal af befolkningen er hutuer.
Bogen er en kæmpe kraftanstrengelse fra Wrong med en så svimlende detaljeringsgrad, at det undervejs slog undertegnede, at værket næppe ville blive udgivet, hvis det var skrevet på dansk: 442 siders brødtekst om et ganske vist stort drama men i et meget lille hjørne af verden, kan vist kun sælges, hvis det skrives på verdenssproget engelsk, hvor antallet af Afrika-nørder i almindelighed og Rwanda- og Uganda-nørder i særdeleshed kan få projektet til at bære økonomisk.
Og så er Wrong også en kendt forfatter, der denne gang på omslaget får rosende ord med på vejen af selveste John Le Carré. Det hjælper nok!
