Skolerne jeg besøger ligger i den lille landkommune Saaba 15 km fra hovedstaden Ouagadougou, dér hvor landet for alvor begynder. De er kommunale og ligner til forveksling andre kommunale skoler i Burkina Faso.
Lange lave jordrøde bygninger med tre klasseværelser i hver længe og et kontor til skoleledelsen.
Der ca. 450 elever indskrevet på hver skole. Klasselokalerne er mørke. Ikke meget lys slipper ind gennem de mørkegrønne skodder, der er sat op for at beskytte mod solens varme stråler.
Der er dog en stor forskel på disse skoler og mange andre kommunale skoler i landdistrikterne i Burkina Faso. Disse skoler får lys ved hjælp fra solenergi i klasselokaler og skolens kontor. Mange skoler i landkommunerne i Burkina Faso må stadig klare sig uden elektricitet.
Et samarbejde mellem Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi i Thy, Associationen Kologh Naba i Burkina Faso og donationer fra Merkur Fonden har foreløbig resulteret i, at 60 skoler i Burkina Faso’s landdistrikter har fået lys i deres klasselokaler, heraf 20 skoler i Saaba kommune.
Lys til lektielæsning
Energien kommer fra et solcellepanel der bliver sat op på skolens tag. Panelet kan generere nok energi til at lade et lille batteri op der giver lys til et klasselokale og skoleledelsens kontor.
Skolelederen for den første skole jeg besøger, Ecole Saaba A, inviterer mig ind på sit lille kontor og viser mig stolt batteriet og ladestationen der hænger midt på væggen som et slags trofæ. Selve solcellepanelet er blevet installeret oppe på taget.
”Lyset har gjort en stor forskel for skolen og vores elever. Nu kommer eleverne herhen og læser lektier om aftenen og er meget bedre forberedte til timerne,” fortæller skolelederen.
Lektielæsning kan være et stort problem for børn på landet i Burkina Faso. Mange har ikke lys i deres huse og de kan derfor kun læse lektier, indtil det bliver mørkt omkring 18-19 tiden. Når det bliver mørkt på landet i Burkina Faso, bliver det kulsort.
”Lyset har også betydet, at vi nu kan tilbyde voksne fra lokalområdet aftenundervisning. Dels underviser vi en stor gruppe voksne at læse og skrive på lokalesproget moré og dels tilbyder vi franskundervisning,” fortæller skolelederen.
Det er både kvinder og mænd der kommer efter arbejde og dagens gøremål, og undervisningen har haft en stor betydning for at afhjælpe analfabetisme i lokalsamfundet, siger skolelederen.
”Selve kvaliteten af undervisningen er også blevet forbedret. Vi har et hold praktikanter fra lærerseminariet i Ouagadougou siddende i klassen i løbet af dagen, og på grund af lyset kan de blive og gennemgå dagens undervisning med læreren, når skoledagen slutter. Vi bruger også skolen om aftenen til kulturelle aktiviteter med børn og voksne fra lokalområdet. Sidste år vandt vi for eksempel en stor dansekonkurrence, som mange skoler fra kommunen deltog i,” fortæller skolelederen stolt.
Et halvt års praktik i Thy
Lyset har også betydet meget for at kunne gennemføre undervisningen i regntiden, hvor himmelen pludselig bliver kulsort fra det ene øjeblik til det andet og blæst og regn slår ind mod vinduerne.
Skodderne er nødt til at holdes helt lukkede, og så er det som nat inde i klasselokalet.
Tidligere måtte elever og lærere give op i mange timer ad gangen. Nu kan de fortsætte undervisningen.
Det er den lille burkinske forening Associationen Kologh Naba som har stået for implementeringen af solcelleprojektet. I oktober 2012 blev den første kontrakt mellem Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi i Thy og Associationen Kologh Naba indgået.
En del af kontrakten bestod i at foreningen sendte et af foreningens medlemmer, William Bazié, på et halvt års praktikophold i Thy. William Bazié blev undervist i hvordan man sætter solcellepaneler, batterier og ladestationer op og endnu vigtigere, hvordan man vedligeholder dem.
Han har lært det videre til et hold bestående af mænd fra foreningen og lokalområdet. Dette hold har været rundt og hjælpe med at sætte panelerne op.
Snedkere fra foreningen har lavet beskyttende trækasser til batterierne, der ellers hurtigt kan blive ødelagt af støv, og den lokale smedje har konstrueret en jernramme til at sætte solcellepanelerne i. Det burkinske firma AES fik kontrakten om levering af batterier, solcellepaneler og ladestationer til de sidste 20 installationer.
Nye donorer kommer til
Siden 2012 er endnu to kontrakter blevet indgået. Det er i alt blevet til installation af lys i 60 klasselokaler og skolekontorer i Saaba kommune og landkommunerne Pabré og Thangin-Dassouri 40 km fra Ouagadougou.
Stifteren af foreningen Associationen Kologh Naba, den danske kvinde Else Trærup, fortæller glad at nye donorer siden er kommet til. Mærsk Dubai har i 2014 doneret lys til endnu 10 klasselokaler.
Fire skoler i Saaba kommune havde ikke fået lys. Det har de nu. Samtidig har seks af skolerne fået lys i mere end et klasselokale.
I følge Else Trærup er det her bare begyndelsen. Mærsk Dubai har givet lovning på flere donationer, hvilket betyder at flere skoler, elever og folk i lokalområderne i fremtiden vil få glæde af lyset og udnytte den stærke sol der i ni måneder at året bager ned over landet fra morgen til aften.
Det er en meget enkel løsning, som er et godt redskab mod den store analfabetisme blandt voksne der stadigvæk hersker i Burkina Faso.