Trods støttekoncerter, madkuponer og økonomiske tilskud er antallet af kriseramte mennesker og underernærede børn i Somalia kun vokset siden august.
3,7 millioner somaliere var i nød i august, og den seneste rapport fra FN viser, at det tal nu er steget til fire millioner. Det er især den sydlige del af Somalia, der er ramt hårdt af hungersnød, skriver Kristeligt Dagblad mandag.
Antallet af børn, som lider af underernæring, er ligeledes steget. På nuværende tidspunkt lider 450.000 børn af underernæring, hvoraf 190.000 har akut brug for hjælp.
– Sultkatastrofen hærger landet. Vi vidste, at krisen ville komme, og havde vi haft midlerne til at stoppe den, var situationen aldrig blevet så slem, som den er nu, siger Kiki Gbeho, der er leder af FN’s kontor for humanitære spørgsmål i Somalia, til Kristeligt Dagblad.
Somalia har i to årtier levet uden en effektiv centralregering, og skiftende overgangsstyrers regeringsevne har været mere formel end reel. De ustabile forhold har givet radikale islamistiske grupper som al-Shabaab mulighed for at vinde fodfæste, og de er stadig en del af årsagen til, at nødhjælpen aldrig når frem til visse områder, skriver Kristeligt Dagblad.