Spekulation i fødevarer koster menneskeliv

Forfatter billede

18 millioner mennesker i Sahel-regionen i Vestafrika sulter. De sulter ikke, fordi der mangler mad, men fordi maden er for dyr. Det er en tavs katastrofe, som man ikke hører om i medierne, skriver CARE Danmark i en pressemeddelelse.

I Vestafrika banker endnu en sultkatastrofe på døren. Først til oktober er der igen udsigt til en ny høst, men også den er truet af svigtende regn, dårlige dyrkningsbetingelser og mange skadedyr.

Samtidig betyder konflikter, politisk ustabilitet og især stigende fødevarepriser, at mange mennesker i de kronisk fattige områder ikke har råd til at købe korn på markedet. Alene i Niger sulter 4,5 millioner mennesker allerede.

Der er en række årsager til, at priserne på mad er eksploderet. Og det handler ikke kun om klimaforandringer, konflikt og befolkningstilvækst. Også international spekulation i fødevarepriser bidrager til, at skubbe priserne på mad op.

Og når prisen på et kilo majs eller hvedemel inden for få måneder stiger til en dagløn, som vi har set det over de seneste år, er der ganske enkelt ikke råd til mad.

’Fødevareusikkerheden stiger i takt med priserne. Flere og flere familier i udviklingslandene skærer måltiderne ned til et enkelt om dagen. De tvinges til at købe og spise de billigste fødevarer og får sjældent eller aldrig råd til kød. Folk sælger alt, hvad de ejer i forsøget på at skaffe mad. På sigt betyder det, at børnene ikke vokser og udvikler sig ordentligt,’ siger Rolf Hernø, der er programkoordinator i udviklingsorganisationen CARE Danmark.

’Det er en tavs katastrofe, som vi ikke hører om i medierne”, fortsætter han. “Men situationen i Vestafrika styrer lige nu mod en sultkatastrofe i fuld skala med mange dødsofre, fuldstændig som vi så det på Afrikas Horn sidste sommer. Derfor er det er nu, at politikerne skal reagere’.

Han peger på, at EU’s manglende regulering af netop spekulation i fødevarer er en åbenlys fejl:

” Hvert eneste år ser vi i CARE, hvordan folk dør af sult, selvom en helt oplagt nøgle til at forbedre situationen ligger lige for øjnene af os. Vi skal stoppe den ukontrollerede spekulation i fødevarer. USA har gjort det. Nu må EU følge trop med regulering”.

Nordea har sagt stop

Mens EU fortsat diskuterer et forslag fra kommissionen, der skal regulere spekulation i fødevarer, har Nordea – Europas femtestørste bank – valgt at stoppe alle sine spekulative aktiviteter i fødevarer af hensyn til verdens fattigste.

’Vi kan ikke længere afvise, at der er en sammenhæng mellem spekulation og de stigende priser på fødevarer – argumenterne er simpelthen for tungtvejende,’ siger direktøren for ansvarlige investeringer hos Nordea, Klaus Fridorf.

Fakta

Fra den 26. til den 30. maj holdes det største møde under det danske EU-formandskab. Mødet kaldes ’the Joint Parlamentary Assembly’ og finder sted i Horsens med Danmark som vært.

Mødet er den eneste tilbagevendende begivenhed, hvor folkevalgte fra Europa-Parlamentet og parlamenterne i 78 udviklingslande, de såkaldte AVS-lande (Afrika, Vestindien og Stillehavslandene) mødes for at diskutere de politikker, der påvirker relationen mellem regionerne – som for eksempel handel, udvikling og landbrugspolitik. I Horsens er både handel og den usikre situation i Sahel-regionen i Vestafrika på dagsordenen.

Under mødet sætter CARE Danmark sammen med NGO’en Corporate Europe Observatory og netværket Concord fokus på den uholdbare situation, som fødevarespekulation skaber. Det sker blandt andet på et møde for de delegerede og pressen torsdag den 24. maj, hvor sammenhængen mellem finansiel spekulation i Europa og fødevareusikkerhed i verdens fattigste lande bliver debatteret.

Kontaktinformation:
Marie Sisse Brown, CARE Danmark: 53727240 / [email protected]